Vi har fået ny hjemmeside

Vi håber du kan lide den. Ved alle store systemskift, kan der ske fejl, så vi beklager fejl, hvis en knap ikke virker, eller der står "hund" i stedet for "kat". Vi garanterer, at vi godt kan kende forskel på hund og kat, når I besøger os på klinikken.

Vintervejr giver risiko for overvægt

Et mindre studie, lavet af det britiske foderfirma tails.com, viser at 56% af hundeejere indrømmer at deres hunde får mindre motion, når temperaturen daler. Ikke fordi hundene ikke vil ud, men fordi ejerne ikke har lyst til at gå lange ture i det kolde vejr.

Det betyder at hundene i undersøgelsen får op imod en times mindre motion pr. uge, sammenlignet med sommertid.

Det kan være fristende at krølle sig sammen på sofaen, når vintervejret for alvor sætter ind, men hunde har brug for motion. Selv når det for alvor er koldt, kan man sagtens gå ture med sin hund, bare man tager enkle forholdsregler.

Studiet viste også at 36% af hundejerne havde udskudt at gå tur med deres hunde, fordi de var "for trætte". Og 1 ud af 5 følte de havde for lidt tid til gåturene.

50% af hundeejerne mente samtidig at de selv tog på i vægt i vintertiden på grund af mindre aktivitet.

- Gåture og fysisk aktivitet er en afgørende del af et sundt hundeliv. Det hjælper med til at holde din hunds vægt og det er samtidig med til at opbygge og bevare den relation der er imellem dig og din hund. Samtidig ved vi at understimulering, både fysisk og mentalt, er en af de store faktorer der bidrager til problemadfærd, forklarer kommunikationsansvarlig ved AniCura Danmark, Siri Jungersen.

Hvis din hund er mindre fysisk aktiv i de helt kolde måneder, så husk følgende:

  • Skru ned for fodermængden
  • Pas på med de lækre og fedende godbidder
  • Brug eventuelt fedtfattige godbidder og snacks
  • Når hunden får mindre fysisk motion, bør du stimulere den mere mentalt, eksempelvis ved træning og problemløsning

Husk at motion er med til at give en sund, glad og velafbalanceret hund. Er du i tvivl om din hund er overvægtig? Så læs mere her!

Flere nyheder