4 myter om flåter og flåtbårne sygdomme

Myte 1 - Flåter smitter idet de bider sig fast

SAND & FALSK

For at en hund eller kat skal kunne få en flåtbåren sygdom som borrelia, anaplasmose, TBE eller babesia, skal flåten først og fremmest være bærer af sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Når flåten bider sig fast i dyret og begynder at suge næring, så begynder mikroorganismerne samtidig at opformere sig. Man har tidligere troet at flåtbårne sygdomme først kunne overføres mellem 12-96 timer, afhængig af hvilken mikroorganisme flåten bærer på. Idag ved vi, at smitten kan overføres langt hurtigere og det er derfor essentielt at beskytte sin hund mod flåterne.

Et enkelt studie har vist, at hvis en flåt er i gang med at opformere mikroorganismer og så undervejs falder af et dyr (eksempelvis hund, får, rådyr eller andet) og den så har held med at bide sig fast i et nyt dyr, så kan smitte overføres hurtigere end ellers. I studiet, hvor det blev påvist at hunde i nogle tilfælde kan smittes med Babesia canis inden 8 timer,  blev flåter fjernet efter at have siddet i 3 dage på et får for at opformere babesia, inden de blev sat over på hunde inden 2 timer.

Voksne engflåthanner er kendt for at opholde sig længere tid på dyret end andre flåter som f.eks. vores hjemmehørende skovflåt. Hannerne er stort set kun ude på én ting, og det er at parre voksne hunner, og det sker på hunden. Engflåthannerne spiser ofte flere gange på værten imellem parringerne og migrerer rundt for at finde en hun. Under sin vandring på værten risikerer hannen at falde af og udgør derfor en større risiko end hunnerne, når det kommer til den "hurtige" smitte.

Voksne engflåthunner udgør ligeledes en risiko for smittespredningen af babesia, da parasitten kan overføres til æggene. Én hun lægger 7000 æg inden hun dør og således vil der i visse områder være en større risiko for smitte i forhold til andre - såkaldte "Flåtlommer".

Den bedste måde at undgå smitte fra flåter er ved at give din hund forebyggende beskyttelse.

Myte 2 - Flåtbeskyttende midler giver garanti mod flåtbårne sygdomme

FALSK

Den bedste forebyggelse af flåtbårne sygdomme er at beskytte dit dyr. Det kan gøres ved enten spot-on midler, piller eller halsbånd. Nogle midler har en afskrækkende effekt på flåterne, andre midler slår flåterne ihjel kort tid efter de har bidt hunden. 
En hund eller kat med nedsat immunforsvar vil lettere kunne få en flåtbåren sygdom, og det er derfor ekstra vigtigt at beskytte disse dyr. Læs mere om beskyttelse mod flåter her.

Der er aldrig nogen garanti, og det kan i meget sjældne tilfælde ske, at din hund får en flåtbåren sygdom, selvom den er beskyttet godt mod flåter. Det er vigtigt at holde hunden beskyttet gennem hele flåtperioden.

Myte 3 - giften i flåtmidler er også giftig for hundene

FALSK

Giften i flåtmidler er typisk ikke giftig for pattedyr. Mange af flåtmidlerne består af gift, der kun er skadelig for flåter og lopper (og nogle midler virker også mod lus og mider, f.eks. skabmider, øremider og hårsækmider) og er derfor uskadelig for både hunde, mennesker og andre dyr.

Der findes enkle flåtmidler der er meget giftige for katte. Kontakt derfor altid dyrlægen og spørg om råd, inden du giver din hund et flåtmiddel, hvis du også har kat i husstanden.

Myte 4 - mindre gift er bedre for dyret

FALSK

Det er en myte, at mindre gift er bedre eller sundere. Flåtmidler er forskellige og de aktive stoffer der anvendes er også forskellige. Man kan derfor ikke holde doser af virkemidlerne op imod hinanden. Nogle flåtmidler virker længere tid end andre, og de virkemidler der findes i disse er derfor nogle andre, med en anden lægemiddelprofil, end de der findes i de mere kortvirkende midler.

Om man foretrækker et kortvirkende middel eller et længerevarende middel, et afskrækkende middel eller et middel, der dræber flåten når den bider, er smag og behag. Men valget bør ikke træffes på baggrund af, om et middel har "meget eller lidt gift", for så enkelt kan man ikke stille det op.

Alle godkendte lægemidler har været igennem en omfattende godkendelsesprocess og produkterne er vurderet sikre. Du bør altid læse indlægssedlen inden du giver dit dyr medicin mod flåter og følg anvisningerne nøje. Oplever du bivirkninger, så kontakt din dyrlæge.

 

OBS: Rejser du til udlandet, så kontakt altid din dyrlæge inden, for at få rådgivning om den bedste flåtbeskyttelse af din hund.

Flere nyheder

    Error

    An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.