Hundens første løbetid

Hvornår en tæve går i løbetid første gang afhænger helt af race, størrelse og individ. Hvalpen kan være alt fra 5 til 24 måneder, men oftest er hvalpen 6 til 12 måneder gammel. 

Hundens første løbetid vil afsløre om hunden er god til at holde sig ren eller ej. Det er meget individuelt fra hund til hund, og nogle tæver skal lære at holde sig rene. Synes du det sviner for meget med blodpletter inde i huset, så kan du give din tæve løbetidsbukser på når hun er indendørs. 

Hundens adfærd under løbetid

Det er helt normalt at hundens adfærd ændrer sig under løbetiden. Hunden er påvirket af hormoner og kan være mere interesseret i hanhunde i denne periode. Hunden kan også være mindre lydig eller virke en smule ved siden af sig selv.

Det kan være en hjælp for hunden hvis du bruger lidt ekstra tid på gode gåture, aktivering og leg. Da lydigheden kan være udfordret under løbetid bør du holde din hunhund i snor. Selv en velopdragen hund kan blive optaget af andre ting under løbetiden, og hanhunde vil udnytte enhver chance for at gøre hunhunde drægtige. 

Hvor længe er en hunhund i løbetid?

Alle hunde er individuelle, også når det gælder deres brunstcyklus. Hundens løbetid varer ca. 2-3 uger. Det hænder at hundens første og anden løbetid varer længere tid end normale løbetider. 

Hunden kommer oftest i løbetid ca. to gange årligt. Visse hunde har intervaller op til 12 måneder, men går der længere end 18 måneder mellem hundens løbetider kan dette være et tegn på sygdom og du bør derfor kontakte din AniCura dyrlæge.

Hunden kommer i løbetid hele livet, da hunde ikke går i overgangsalderen ligesom mennesker. 

Hundens brunstcyklus 

Hundens brunstcyklus er opdelt i 4 faser og fortæller hvornår tæven er klar til parring. De 4 faser er:

  • Forbrunst (proøstrus)
  • Brunst (østrus)
  • Hvilefase (meøstrus)
  • Uden for brunst (anøstrus)

Du kan læse mere om de enkelte faser nedenfor.

Forbrunst (proøstrus) - de første tegn på hundens løbetid

Forbrunst varer ca. 9 dage. Her bløder hunden og de ydre kønsorganer hæver op. Hun vil hyppigere urinere for at tiltrække hanhunde, men vil stadig afvise dem i denne periode. 

Cellerne i skeden ændrer udseende i forbrunsten og derfor kan dyrlægen tage en celleprøve fra skeden, som afgør hvor langt hunden er i sin cyklus.

Brunst (østrus) - klar til parring

Tævens brunst varer ca. 9 dage. Udflåd fra skeden bliver gulligt, men kan være med lidt blod i. Det er i denne periode, at tæven accepterer parring og har ægløsning. Ægløsning sker typisk fra midten af brunsten til slutningen. 

Hvis man ønsker at parre sin hund, kan en progesteronmåling afgøre, hvornår parringen bør ske for at opnå mest optimale resultater. 

Hvilefase (meøstrus) - hundens løbetid aftager

Ca. 70 dages varighed. Gradvist vil hundens adfærd blive mere rolig samtidig med, at hanhunde ikke vil tiltrækkes i samme store grad. 

Uden for brunst (anøstrus)

Ca. 125 dages varighed.

Undgå uønsket drægtighed og falsk drægtighed hos hund

Hvis du er sikker på at hunden ikke skal bruges til avl, så er steriliseringen af hunden den bedste måde at undgå uønsket drægtighed på. Ellers er det vigtigt at holde hunhunden væk fra hanhunde under løbetiden. Selvom din hund er god til at blive indenfor sin indhegning, så er det ikke sikkert at naboens hund er god til at blive udenfor. 

Hunhunde har risiko for falsk drægtighed. Dette er en tilstand, hvor hunden tror, at hun har fået eller skal have hvalpe i tiden efter løbetid. I denne tilstand kan hunden blive trist og i de værste tilfælde ses hunde som bliver direkte depressive. Ved gentagne gange af falsk drægtighed, anbefales det at lade hunden sterilisere. Sterilisation kan også udføres som kikkertoperation, hvilket er mere skånsomt, da der ved denne metode kun vil være 3 små sår. 

Løbetid og livmoderbetændelse hos hund

Løbetid hos ældre hunde kan nogle gange følges af livmoderbetændelse. Det er en betændelsestilstand i livmoderen, som typisk kan opstå fire til seks uger efter endt løbetid, fordi livmoderen på grund af hormonel påvirkning er særligt modtagelig for infektioner i den periode. Risikoen for livmoderbetændelse fjernes når hunden steriliseres.  

 

Har du brug for rådgivning eller har du spørgsmål omkring din hunds løbetid? Så kan du altid kontakte vores dyrlæger på AniCura-appen

Contact a veterinarian

Vore behandlinger til hunde

AniCura tilbyder mange forskellige behandlinger til hunde.

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.