Er chokolade giftigt for hunde?
Ja, i høj grad! også andre dyr som heste, katte, mus og papegøjer er følsomme overfor chokolade. Mennesker nedbryder hurtigt teobromin i kroppen, hvilket gør, at vi ikke er følsomme overfor forgiftning. Hos hunde er halveringstiden for teobromin i kroppen ca. otte gange længere end hos mennesker, hvilket betyder, at stoffet ophobes i kroppen og påvirker forskellige organsystemer, heraf først centralnervesystemet og senere hen kredsløbet, luftvejene og urinvejene.
Forgiftningssymptomer optræder allerede, når hunden har indtaget 20 mg teobromin / kg kropsvægt og en dødelig dosis er ca. 100-200 mg / kg kropsvægt. I mørk chokolade og ren kakao er indholdet af teobromin på ca. 5-15 mg/g, men sommetider helt op til 28 mg/g, hvilket svarer til 2800 mg i en plade chokolade på 100 g. Mælkechokolade indeholder en relativ lille mængde teobromin (ca. 2 mg/g), men kan også være dødeligt, hvis en lille hund æder en stor mængde. Hvid chokolade indeholder næsten intet teobromin.
Symptomer
Symptomer optræder mellem 4-24 timer efter hunden har spist chokoladen og det kan vare i flere dage. Selv en lille mængde chokolade er farligt, eftersom teobrominet ophobes i kroppen.
En hund med chokoladeforgiftning får symptomer som øget kropstemperatur, kramper, slingrende gang, opkast, diarré og forhøjet hjertefrekvens med rytmeforstyrrelser.
Diagnose
Ofte har dyreejeren mistanke om, at hunden har ædt chokolade f.eks. i form af tomt chokoladepapir, hvilket er vigtigt for at kunne stille den rette diagnose. Hvis en hund kommer til dyrlægen med symptomer på chokoladeforgiftning, stiller dyrlægen spørgsmål, om hvorvidt hunden kan have indtaget chokolade. En sandsynlighedsdiagnose kan i så fald stilles ud fra symptomerne og dyreejerens oplysninger.
Behandling
OBS – Vi anbefaler ikke, at man i hjemmet forsøger at inducere opkastninger med salt, da det kan resultere i saltforgiftning hos hunden.
Der findes ingen modgift mod teobromin. Behandlingen er symptomatisk og understøttende. De første 1-3 timer efter indtagelsen kan man forsøge at inducere opkastning ved hjælp af en injektion. For at forhindre at teobromin bliver optaget af kroppen gennem tarmen kan man aktivt give kul og eventuelt afføringsmidler til at fremskynde tarmpassagen.
Ved kramper kan muskelafslappende medicin gives og i tilfælde af, at hjertet er påvirket, kan specifik hjertemedicin være nødvendigt for at behandle rytmeforstyrrelser. Ved problemer som opkastninger gives medicin, som beskytter mave og tarm.
Prognose
Hvis hunden overlever den akutte forgiftningsfase, vil den sædvanligvis blive helt rask.
Hundechokolade
Der findes produkter til hunde, som har de søde egenskaber som også findes i normal chokolade, dog uden det farlige stof teobromin, men istedet indeholder vitaminer, mineraler og olier.