Lige efter fødslen skal den specielle kommunikation, som har fundet sted mellem lungecirkulationen og resten af kroppen hos fostret, ophøre. Det sker ved, at en struktur kaldt ductus arteriosus lukkes. Ductus Arteriosus DA er et blodkar, som sidder som en forbindelse mellem hovedpulsåren (aorta) og lungearterien. Lukker dette kar sig ikke, men forbliver åbent, kaldes tilstanden persisterende ductus arteriosus PDA, hvilket medfører, at meget af blodtilførslen fra hjertet går direkte til lungearterien via PDA i stedet for ud til kroppen, og lungerne bliver dermed overfyldte med blod. Trykket i lungerne bliver højere end i resten af kroppen, som igen medfører en tilbagestrømning af blodet til hjertet. I de fleste tilfælde udvikler patienten hjertesvigt med væske i lungerne og/eller et for højt tryk i lungecirkulationen.
Det er muligt at operere PDA så længe, at patienten ikke har en unormal blodstrømning, hvilket i stedet behandles medicinsk.
Lukning af karret kan udføres på forskellige måder, men den hyppigste metode er, hvor kirurgen åbner ind til brysthulen fra siden og lukker karret med en ligatur omkring PDA. Der er også mulighed for at gå ind i lysken via en kikkertoperation og placere et rør (ACDO) i karret.
Behandlingen er dyrere, men resulterer i kortere rekonvalescens. Denne operationsmetode udføres kun på større dyr og kardiologen kan anbefale hvilken behandlingsmetode, der er mest hensigtsmæssig for din hund eller kat. Studier har vist, at ca. 65% af hunde med PDA ikke overlever uden operation indenfor et år efter diagnose.