Ørets funktion er at oversætte lyd til nervesignaler, som opfattes af hjernen. Når lydbølgerne rammer trommehinden opstår en vibration, som videreformidles til de små knogler inde i øret og derfra til nervereceptorer, som sender et signal via nerverne til hjernens hørecenter. Hos døve er der opstået en defekt i denne mekanisme, det vil sige i trommehinden, øreknoglerne, nerverne til hjernen eller hørecentret i hjernen.
Erhvervet døvhed, det vil sige døvhed, som er opstået som følge af sygdom eller skade, kan eksempelvis være forårsaget af øregangsbetændelse eller traume. Tilbagevendende eller kroniske øregangsbetændelser indebærer øget risiko for betændelsestilstande i mellemøret og det indre øre med skader på høreorganet som følge. Ved skade på trommehinden, som f.eks. ved en alvorlig øregangsbetændelse, kan visse typer af øredråber forårsage skader i ørets indre dele.
Medfødt døvhed forekommer hos alle katte, men er hyppigere hos individer med hvid pels og blå øjne. Man bør ikke anvende døve katte i avl.
Symptomer
Det kan være svært at opdage tegn på nedsat høreevne hos katte. Hvis katten er døv på begge ører, kan den have anderledes adfærd samt blive lettere skræmt og utryg sammenlignet med hørende katte.
Diagnose
Det kan være svært at teste kattes hørelse på samme måde, som vi kan med mennesker. Man kan forsøge at fremkalde uventede lyde og se om katten reagerer. Dette forudsætter, at katten ikke reagerer på syn- eller berøring (f.eks. luftstrøm) i forbindelse med lyden. I dag findes metoder til at måle hørelsen ved hjælp af elektroder på kattens hoved, en såkaldt BAER-test. Udstyr til en sådan undersøgelse er tilgængeligt på visse dyrehospitaler.
Behandling
Døvhed kan ikke behandles. Derimod skal eventuelle underliggende sygdomme behandles, som f.eks. øregangsbetændelse, således at katten ikke har ubehag eller smerte.
Prognose
Hvor godt katten håndterer den manglende høreevne varierer fra individ til individ. Nogle katte bliver meget utrygge og måske aggressive, og i disse tilfælde bør man overveje aflivning. Andre klarer sig godt trods tab af hørelsen, men man bør naturligvis være forsigtig i eksempelvis trafikken, eftersom en døv kat lettere kan blive involveret i trafikulykker.