FIP - Felin Infektiøs Peritonitis

FIP er en meget alvorlig virussygdom som rammer katte. FIP forårsages af et coronavirus. Hos inficerede katte findes coronaviruset oftest i mave-tarmkanalen, hvor det kan være årsag til en forbigående diarré.

Smitte

De inficerede katte udskiller store mængder coronavirus i deres afføring. Smitte med coronaviruset sker derfor især når raske katte kommer i kontakt med inficerede kattes afføring.

Coronavirus er meget smitsomt. Det betyder dog ikke, at alle katte, som smittes med coronaviruset, udvikler FIP.

Det menes, at coronavirus skal undergå en mutation før det kan være årsag til at katte udvikler FIP.

Det menes endvidere, at katten skal være genetisk disponeret, før den kan udvikle FIP. Det er derfor langtfra alle katte med coronavirus som udvikler FIP

FIP ses hyppigst hos unge katte i alderen seks måneder til tre år, men sygdommen kan ramme katte i alle aldre.

Symptomer

Symptomer på FIP-smitte er langsom vækst, dårlig trivsel, afmagring og en tynd og kedelig pels.

Der er to typer af FIP: Den “våde” og “tørre” form.

  • Den “våde” form forårsager en markant væskeansamling i bughulen og/eller i brysthulen. Symptomerne er en stor og udspilet bughule, som også kan ses ved andre sygdomme. Hvis der er væske i brysthulen ses ofte en besværet vejrtrækning. Der vil ofte også være en forhøjet temperatur.
  • Ved den “tørre” form ses ofte vægttab og nedsat appetit, samt nedstemthed og en forhøjet temperatur. Undertiden ses også forandringer i nervesystemet som kan vise sig som fx kramper. Udviklingen af den tørre form sker ofte langsomt og ses oftest hos de ældre katte.

Diagnose

Det kan være vanskeligt at stille diagnosen FIP og ofte kræves en grundig klinisk undersøgelse, blodprøver og evt en ultralyds- og/eller røntgenundersøgelse. Selv med svarene på disse undersøgelser er diagnosen ikke sikker. Ved den “våde” form vil en undersøgelse af væske fra bug- eller brysthulen ofte være afgørende. Ved den “tørre” form kan det være begrundet at udtage en celleprøve, fx fra tarmen.

FIP-positive katte udskiller ofte store mængder coronavirus i begyndelsen af sygdomsforløbet. Er der andre katte i hjemmet bør disse beskyttes mod den FIP-positive kats afføring. Hurtig diagnostik kan dermed være med til at forhindre spredning af coronaviruset til andre katte.

Har den syge kat længe boet sammen med andre katte er adskillelse fra disse ikke nødvendig, da smitten med coronaviruset sandsynligvis allerede er sket.

Direkte smitte med FIP fra kat til kat er meget usandsynligt.

Behandling

Der er en meget høj dødelighed blandt katte med FIP. Katte som har fået FIP vil typisk opleve hurtig forværring og dø, men enkelte kan leve med sygdommen i længere tid.

Tidligere har der ikke været nogle gode behandlinger, men der er kommet en relativt ny behandling (GS-441524, produceret af BOVA), som viser gode resultater. Det er dog vigtigt at huske på, at vi ikke har gode langtidsstudier, da behandlingen er så ny og medicinen er for nuværende ikke tilgængeligt i Danmark. Det er desværre heller ikke alle katte, som responderer på behandlingen, men foreløbige studier viser at op imod 85% af katte med FIP overlever med denne nye behandling.
 
Midlet er som tidligere nævnt ikke for nuværende tilgængeligt i Danmark, men i eksempelvis Sverige og UK, hvis man ønsker at rejse med sin kat.

Forebyggelse

Der eksisterer en vaccine mod FIP. Denne vaccine er dog ikke generelt anbefalet, da den ikke forebygger sygdommen specielt godt. For at reducere risikoen for smitte er god hygiejne, især omkring kattebakken, meget vigtig. Derudover bør områder hvor mange katte bor sammen undgåes. 

 

 

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.