I takt med en stigende indførsel af hunde med ukendt vaccinationsstatus, stiger også risikoen for indførslen af hunde, som er HCC smittebærere eller som er udsatte for at udvikle sygdom ved kontakt med virussen.
HCC er en sygdom, som ikke kan overføres til mennesker.
Årsag
HCC er forårsaget af et adenovirus, som kan inficere hunde i alle aldre, dog rammes hvalpe ofte hårdest. Smittespredningen sker gennem inficerede kropsvæsker. En smittet hund kan udskille virus gennem urinen, og virussen kan derefter overleve i mange måneder i naturen eller i indendørsmiljøet, eksempelvis i beskidte tæpper og madskåle.
Symptomer
Symptomerne varierer fra milde luftvejssymptomer til et akut sygdomsforløb med dødelig udgang. Uvaccinerede hvalpe rammes sædvanligvis hårdest. Sygdomstegn kan være diarré, utilpashed, bugsmerter og blege eller gule slimhinder (gulsot/ikterus). Blødninger og hævelser forskellige steder på kroppen kan også forekomme. Nogle hunde kan udvikle kraftig øjenbetændelse sent i sygdomsforløbet. Drægtige tæver kan føde dødfødte hvalpe uden selv at have symptomer på sygdom.
Diagnose
Ved hjælp af en klinisk undersøgelse og blodprøver kan dyrlægen finde frem til, om hvorvidt hunden lider af en leversygdom. Andre undersøgelser, der kan blive aktuelle, er en røntgenundersøgelse, ultralydsundersøgelse og vævsprøver fra leveren ved hjælp af kirurgiske teknikker. For at kunne stille diagnosen HCC skal virussen påvises i eksempelvis en svaberprøve fra svælget eller i levervævet.
Diagnosen kan også stilles gennem obduktion.
Behandling
Der findes ingen helbredende behandling for smitsom leverbetændelse. Syge hunde indlægges på et dyrehospital og får understøttende behandling i form af nærring, smertelindring, blodtransfusion og intravenøs væskebehandling efter behov.
Forebyggende pleje
I tilfælde af mistænkt eller bekræftet HCC-smitte desinficeres indendørsmiljøet med et middel mod virussen. Af naturlige årsager er det sværere at gøre udendørsmiljøet smitterent, hvorfor det kan fungere som et smittereservoir i lang tid.
Vaccination giver en effektiv beskyttelse mod HCC. En korrekt vaccineret tæve overfører sin immunitet til hvalpene, når hun føder. Beskyttelsen fra moderen aftager gradvist over tid og er desuden varierende mellem individer. Hvalpe bør vaccineres mod HCC, når de er 8 og 12 uger gamle.
Hvis man har hensigter om, at importere en hund ind i landet, bør man altid kontrollere, at hunden er vaccineret mod HCC, også selvom det ikke er et myndighedskrav.