Hvis en tand knækker i forbindelse med leg eller fordi hunden har tygget på noget hårdt, er der risiko for bakterieinfektion i tandroden. Når tandens pulp blottes, kan mundbakterier vokse sig ind i tandens dybere dele.

En rodspidsabsces er en typisk komplikation til tandfraktur, men kan i visse tilfælde også opstå i forbindelse med parodontose (betændelse i tandens støttevæv) og tandløsning.

Symptomer

Rodspidsabscesser er meget smertefulde. Det kan dog være svært at opdage, at hunden har tandpine, eftersom hunde sjældent viser, når de har ondt. De kan derimod have mere eller mindre åbenbare adfærdsforandringer: en hund med tandpine kan stoppe med at tygge på legetøj, savle meget, virke asocial eller være irritabel. Ofte undgår hunden at tygge på den side, hvor den har ondt, hvorfor der efterhånden vil udvikle sig mere tandsten på den pågældende side. Dårlig ånde er også et hyppigt symptom ved sygdom i mundhulen. Nogle hunde gnider næsen mod gulvet eller poterne mod ansigtet.

Ved en langvarig rodspidsabsces ses hævelse i ansigtsregionen eller øjet kan bule ud. Hunden kan også have svært ved at åbne eller lukke munden. Sommetider vil der gå hul på abscessen og pus vil komme ud gennem huden eller ind i næsehulen. I sidstnævnte tilfælde kan dyreejeren se ildelugtende ensidigt næseflåd. Flåd fra det ene øje kan ligeledes være et tegn på en rodspidsabsces.

Diagnose

Dyrlægen undersøger ansigt, mund, tænder og lymfeknuder i regionen.  Diagnosen stilles ved hjælp af tandrøntgen under bedøvelse/sedering, hvorved det vurderes hvor omfattende inflammationen er, og om kæbebenet er ramt. Dyrlægen tager eventuelt prøver til mikroskopisk undersøgelse for at udelukke andre årsager til hævelsen, som for eksempel en tumor.

Behandling

For at dæmpe inflammationen og smerten giver dyrlægen antibiotika samt smertestillende- og antiinflammatorisk medicin. Behandlingen består af tandudtrækning eller rodfyldning, hvor abscessen renses for at forhindre re-infektion af tanden. Hvis rodspidsabscessen er opstået som følge af en anden sygdom i mundhulen, såsom parodontose, skal denne tilstand ligeledes behandles.

Prognose

Hvis hundens rodspidsabsces opdages i tide og behandles, vil tilstanden helbredes. Hvis infektionen har spredt sig til kæbebenet kan behandlingen blive langvarig og krævende.

Forebyggelse

Hvis du opdager, at din hund har knækket en tand, bør du få den undersøgt hos en dyrlæge, som kan vurdere skadens omfang og om der er risiko for infektion. Hvis en rodfyldning udføres i et tidligt stadium, kan rodspidsinfektion forebygges.

God mundhygiejne er meget vigtigt for at forebygge eller bremse forekomsten af betændelse og infektion i mundhulen. Den bedste forebyggelse er at vænne hunden til regelmæssig tandbørstning fra når den er hvalp. Dette skal gøres for at forhindre plak og tandsten, som kan give ophav til inflammation og bakterieinfektion.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.