Svampen kan smitte direkte mellem dyr eller gennem indirekte kontakt med overflader eller genstande, som har været kontakt med hår, støv eller skæl fra et inficeret dyr. Svampens sporer er infektiøse i over atten måneder, hvorfor grundig rengøring er meget vigtigt for bekæmpelse af sygdommen.
De svampe, som kan give ophav til ringorm hos hund, er først og fremmest Trichophyton mentagraophytes og Mictrosporum canis. I sjældne tilfælde er der tale om andre typer ringormssvampe.
Mennesker kan også smittes og få rødt udslæt, som kan give kløe. Kaniner, marsvin og andre arter kan ligeledes smittes.
Symptomer
Smitte med dermatofytter kan forårsage symptomer hos alle hunde, men forekommer hyppigst hos unge eller immunsupprimerede individer. Inkubationstiden, det vil sige tiden mellem infektionstidspunktet og til at hunden får symptomer, varierer mellem fire dage og fire uger. Hudforandringerne kan være uspecifikke og være i form af rødme, pletvis hårtab, knækkede hårstrå og skællende hud. En del hunde oplever også kløe.
Diagnose
Diagnosen stilles gennem påvisning af ringormssvampen ved en mikroskopiundersøgelse af et hår eller hudskrab eller ved dyrkning på et særligt dyrkningsmedie. Svampen vokser langsomt, og det tager derfor ca. to uger at få svar ved dyrkning. En del ringormsarter er fluorescerende og bliver synlige, når man lyser på hunden med ultraviolet lys.
Hvis svampen ikke kan påvises hos hunden ved første forsøg, kan man tage en prøve igen efter et par uger for at udelukke infektion med sikkerhed.
Behandling og prognose
Infektion med ringorm helbredes af sig selv i løbet af ca. tre måneder. Det er derfor ikke altid nødvendigt at behandle raske voksne hunde, som ikke udgør en smitterisiko for andre dyr. I de fleste tilfælde behandles hunden dog alligevel, da ringorm kan smittes til mennesker. Behandlingen suppleres med en grundig rengøring og desinfektion for at forhindre reinfektion.
Ringorm behandles med svampedræbende eller svampehæmmende middel, fungicid/antimyotikum, som gives i tabletform i munden, samt en medicinsk shampoo. Lægemiddelbehandlingen er som regel effektiv, men prognosen afhænger i stor grad af, hvor vel det er lykkedes at udrydde smitten fra miljøet.
Forebyggelse
Eftersom ringorm smitter direkte mellem dyr, bør man undgå at lade sin hund have kontakt til hunde, som man ved har eller mistænker for at have ringorm. Man bør ligeledes undgå at anvende udstyr (som børster eller transportbure), som også anvendes af andre hunde. Hvis det ikke kan undgås, bør udstyret rengøres og desinficeres inden brug.