Hvad er et hugormebid
Når hugormen bider, indsprøjter den ofte samtidig gift. Påvirkningen efter et hugormebid varierer meget alt efter mængden af indsprøjtet gift. Nogle gange indsprøjtes der slet ikke noget gift, mens der andre gange indsprøjtes en stor mængde. Hugormens gift medfører primært nedbrydning af muskler og koagulationsforstyrrelse (forstyrrelse i blodets evne til at størkne). Biddet kan ses i huden som to små huller eller prikker ved siden af hinanden. Hvis biddet medfører en giftindsprøjtning, opstår der en voldsom og ofte blodrød hævelse omkring biddet, som kan sprede sig til resten af den ramte kropsdel.
Hvad er symptomerne på et hugormebid?
De fleste hunde, der er blevet bidt af en hugorm, bliver voldsomt påvirkede. Hugormegift kan medføre meget alvorlige skader. I milde tilfælde ses der kun hævelse lige omkring biddet, samt lokal smerte. I middelsvære tilfælde opstår der skader på kroppens organer. I de alvorlige tilfælde vil hunden få koagulationsforstyrrelser, voldsomme lever- og nyreskader, samt forstyrrelser i hjertefunktionen. Blodlegemerne går i stykker, med alvorligt blodtab og blodmangel til følge. På trods af behandling, er det ikke alle hunde, der overlever et hugormebid.
Typiske symptomer på hugormebid, er:
- En voldsom, smertefuld hævelse, der bliver større tme for time
- Træthed hos hunden
- Akut opstået halthed og smerte
Det er yderst sjældent, at hunden hæver op i åndedrætsorganerne, og får akutte problemer med at trække vejret. Giften kan forårsage skade på blodkar, blodtryksfald, svimmelhed, sløvhed, hjerteproblemer og bevidsthedstab. Hunden kan også gå i shock og dø af et hugormebid.
Hvad skal man gøre, hvis ens hund blive bidt af en hugorm?
Hunden bør holdes i ro, idet muskelaktivitet fremskynder spredningen af giften. En lille hund kan bæres væk fra stedet, og, hvis det er muligt, bør en stor hund også undgå at gå. Biddet skal ikke suges eller afkøles, og der skal ikke bindes noget omkring biddet, så blodcirkulationen stoppes.
Hunden bør bringes til dyrlægen hurtigst muligt, efter den er blevet bidt af en hugorm.
Der gives ikke længere rutinemæssigt kortison (binyrebarkhormon) ved behandling af hugormebid.
Hvad kan man gøre for et forebygge hugormebid?
Risikoen for at din hund bliver bidt af en hugorm er ikke særligt stor, men det sker desværre. De fleste hugorme bryder sig ikke om støj, så derfor kan det være en fordel at trampe og larme, når man går i områder med mange hugorme.
Hugorme findes typisk i klitter, næringsfattige moser og på heder. Hvis du går i disse områder kan du med fordel holde dig til veje og stier, hvor du lettere kan have et overblik over underlaget.
Hugorme bider kun hvis de føler sig truede, så møder du en hugorm på din vej, så sørg for at lede både dig selv og hunden langt udenom.
De fleste hugorm flygter, når de hører støj. Det er derfor en rigtig god ide at trampe meget og lave støj, når man går tur på lyngheder.
Om hugormen (vipera berus)
Hugormen er den eneste vildt forekommende giftslange i Skandinavien. Hugormens gift indeholder en blanding af enzymer, der medfører skader omkring biddet, og gør, at blodlegemerne går i stykker. Når en hugorm bider, tilpasser den mængden af gift til omstændighederne. En tredjedel af hugormebiddene sker i forsvar, hvilket vil sige, at det er ”tørre” bid uden overførsel af gift. Hvor alvorlige følgerne af et bid er, afhænger af faktorer såsom lokalisationen af biddet, dyrets kropsvægt og alder, samt hugormens størrelse og mængden af gift.
Hugormen er omkring en halv meter lang, hunnen er større end hannen. Den er grå, brun eller rød, med et mørkere mønster. De fleste hugorme har et bredt, fladt hoved, lodretstillede pupiller, og et tydeligt markeret, mørkt, zig-zag mønster ned langs ryggen. Mønsteret kan både være skarpt optegnet, afbrudt i fritstående trekantede pletter, eller være svagt udvisket, eller helt mangle. Hugormen kan være helt sort, og derved være svær at skelne fra en sort snog.
Hugorme er vekselvarme, og deres fordøjelse reguleres af omgivelsernes temperatur. Om vinteren ligger de i dvale på frostfrie steder. Hugormene kommer frem fra vinterdvalen i marts-april. I den første måned efter dvalen ligger de mest i solen for at forberede sig på hamskifte og parringstiden. Først derefter begynder jagten på føde. Hugormene æder først og fremmest mus og frøer, og foretrækker derfor steder, hvor disse dyr findes, såsom landbrugsjord (opdyrket jord) og grøfter.
Hugorme har giftkirtler, der udmunder i to hule hugtænder i overmunden, via smalle kanaler. Giften indeholder flere komponenter, dels nervegift, der lammer byttet, og dels forskellige enzymer, der fremmer nedbrydningen af byttet. Hugormen bruger giften når den jager. I forsvarssituationer prøver hugormen nogle gange at skræmme ved at rejse sig og hvæse. I andre situationer bider den med hugtænderne uden at sprøjte gift ind. Normalt indsprøjter hugormen kun gift når den er meget presset, eller bliver trådt på, og der ikke er andet at gøre. Giftens styrke afhænger af hugormens størrelse og alder. Mængden af gift påvirkes af hvornår hugormen sidst har tømt giftkirtlerne.
Hugorme trives på varme steder, i højt græs, i bunker af blade, i åbne komposter, under udhuse, og ved husfundamenter. En have eller en grund med en kortslået græsplæne, ingen gemmesteder og huller, er utiltrækkende og mindre interessant for en hugorm. Hugormen er fredet i Danmark.