Hofteledsdysplasi (HD) hos hund

Hofteledsdysplasi (HD) er en lidelse, hvor dyret har dårlig pasform mellem ben og hofte. Det skyldes, at lårbenshovedet ikke passer optimalt ind i hofteledsskålen i bækkenet, hvilket medfører slaphed i leddet. Jo slappere leddet er, desto alvorligere er dysplasien.

En hund med hofteledsdysplasi kan rammes af artrose (slidgigt) i leddet. Artrose giver ophav til mange af de symptomer, som forekommer hos hunde med HD.

Hofteledsdysplasi, og den efterfølgende artrose, er en kompliceret sygdom, hvor mange faktorer spiller ind. Sygdomsforløbet er meget varierende hos den individuelle hund.

Avl og miljø

Avlen har en stor betydning for udviklingen af HD, men er dog ikke den eneste årsag til, at sygdommen opstår. Hundens opvækst, motionsniveau, foder og koordinationsevne er ligeledes vigtige faktorer.

HD er en såkaldt ”tærskelsygdom”. Det betyder, at hunden skal overskride en bestemt tærskel for at udvise tegn på sygdommen. En hund med dårlige gener, som har haft en optimal opvækst, overskrider måske ikke tærsklen og viser derfor ikke tegn på sygdommen. Derimod kan en hund med gode gener skubbes over tærsklen, hvis opvæksten har været uhensigtsmæssig.

Man kan altså ikke avle sygdommen væk alene ved, at avle hunde uden tegn på sygdom. Selv hvis en hund ikke har symptomer, kan den være bærer af dårlige anlæg. 

Diagnose og overvågning

For at øge sandsynligheden for at vælge den rette hund til avl, har man i mange år anvendt hofteledsrøntgen til bedømmelse af hundens hofter. Jo ældre hunden er, jo større er sandsynligheden for, at den udviser tegn på sygdommen. Man undersøger derfor kun hunde, som er over et år gamle. Ved hofteledsrøntgen kigger man efter tegn på slaphed i leddet og tegn på begyndende artrose.

Der forskes desuden i muligheden for at anvende ultralyd eller computertomografi (CT) til screeningen med henblik på at udvikle mere nøjagtige metoder i fremtiden.

Røntgenbilleder anvendes også til at undersøge hofterne hos ældre hunde. Mange hunde rammes af artrose i forskellige led i kroppen, når de bliver ældre, og mange ældre hunde får symptomer i hofteleddene.

Symptomer og tjekliste

En ung hund kan have hofteledsdysplasi uden at udvise symptomer. Hvis den er trænet på optimal vis, kan den leve i mange år med dårlige hofter uden problemer.

Når hunden derimod udviser tegn på hofteledsdysplasi, kan symptomerne, som beskrevet i tjeklisten nedenfor, være uspecifikke. Hvis man lægger mærke til flere af disse tegn på hunden, bør man få hunden undersøgt hos dyrlægen.

Symptomer på hofteledsdysplasi er, hvis hunden:

  • Går langsommere på gåturen eller vil hurtigt hjem igen
  • Bliver hurtigt træt eller ukoncentreret ved leg og træning
  • Har besvær med at rejse sig
  • Har sværere ved at springe op
  • Har stive bevægelser efter hvile
  • Går langsommere på trapper
  • Slikker eller bidder sig selv på bestemte områder på kroppen
  • Har nedsat legelyst og dårligt humør
  • Har en kort lunte, trækker sig væk eller bliver arrig
  • Nedsat eller varierende appetit

Træning eller hvile

Hofteledsdysplasi og den smertefulde artrose forsvinder ikke blot ved hvile som ved eksempelvis en træningsskade. En hund med hofteledsdysplasi skal motioneres, men på korrekt vis. Musklerne i lår og ryg skal opbygges og leddene skal bruges, men uden at blive overbelastede med lange gåture eller løbeture. Udstrækning, fysioterapi og balanceøvelser er hensigtsmæssigt og kan lindre symptomerne. Mange svømmetræner også med hunden, da det er en skånsom motionsform.

En hund med hofteledsartrose, som overanstrenges, kan få meget ondt i hofterne og resten af kroppen. I så fald skal den holde sig i ro i nogle dage.

Konservativ behandling

Behandling af hunde med symptomer på hofteledsdysplasi afhænger af fire faktorer:

Vægtkontrol

Vægttab er den mest effektive metode til lindring af symptomerne hos en overvægtig hund. Overvægtige hunde har typisk alvorligere symptomer på sygdommen sammenlignet med normalvægtige. Desuden behøver normalvægtige hunde mindre medicin, eftersom de vejer mindre og føler mindre smerte.

Kosttilskud

Der findes mange kosttilskud til sundere led på markedet. Fiskeolie med omega-3 er et de tilskud, som vi har bedst videnskabelig dokumentation for at anbefale. Omega-3 kan mindske behovet for medicin, og kan både fås separat som kosttilskud og i specialfoder.

Glukosamin er et andet kosttilskud, som vi ofte anbefaler. Det videnskabelige belæg er noget mere begrænset, men erfaring har vist, at det har god effekt hos mange, men dog ikke alle hunde. 

Motion

Korrekt motion er som nævnt vigtigt både for at holde vægten og opbygge musklerne omkring det ømme led. Motion kan også forbedre mange andre kropsfunktioner og giver generelt set en øget livskvalitet.

Medicin

Hunde med smerte skal have smertelindrende behandling. Det kan være nødvendigt at give smertestillende og antiinflammatorisk medicin i kortere eller længere perioder. Målet er at give så lidt medicin som muligt, men nok til at hunden har det godt.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.