1. Hold din hund aktiv
Det er ikke sikkert, at din seniorhund kan holde samme tempo som tidligere, men det betyder ikke, at den ikke skal være aktiv. Træning og fysisk aktivitet er med til at styrke din gamle hund, og holde den frisk, rask og rørig. Regelmæssig aktivitet styrker led, knogler og bevægelsesapparatet generelt.
Vær ekstra opmærksom på, de signaler din hund sender, og stop aktivitet inden hunden bliver for træt.
2. Gode sengepladser
Den gamle hund hviler mere end en ung hund. Derfor er det en god idé med mange forskellige sengepladser i huset. Sengepladserne skal helst være i nærheden af, hvor I opholder jer, da hunden gerne vil være tæt på sine mennesker.
Giv hunden mulighed for at ligge blødt og varmt, og undgå at den ligger på hårdt og koldt gulv. Hårdt gulv kan give trykskader og koldt gulv eller træk kan gøre din hunds muskler og led stive.
Har du en seniorhund med gigt eller problemer med bevægeapparatet, så kan du eventuelt købe en kurv med memoryfoam, der aflaster tryk.
3. Varme og kulde
Ligesom hvalpe, så bliver seniorhunde også dårligere til at holde på varmen i koldt vejr, og komme af med varmen i varmt vejr. Derfor skal vi hjælpe dem med at regulere temperaturen.
På kolde dage kan hunden eventuelt få et dækken på, og du kan lægge et ekstra tæppe i kurven. På de varme dage skal du sørge for at holde din hund i skyggen og tilbyde den rigeligt køligt vand.
4. Forebyg overvægt
Seniorhunde har et lavere aktivitetsniveau end yngre hunde og samtidig ændrer hundens stofskifte sig med alderen. Det kan ofte resultere i, at seniorhunden tager på i vægt.
Forebyg overvægt ved at skifte til et seniorfoder, når din hund har behov for det og skru ned for mængden. Du kan altid kontakte os for vejledning omkring fodring og vægt.
5. Tilpas hjemmet
Seniorhunde kan have fysiske udfordringer, som gør det svært at komme eksempelvis op og ned ad trapper. Derfor er det vigtigt at vi indretter hjemmet, så hunden stadig kan komme rundt ubesværet. Har hunden problemer med at komme op og ned fra bilen eller sofaen, så kan man købe en rampe eller en lille trappe.
Har du meget glat gulv, så kan det være en stor hjælp for din seniorhund at gå med anti-skrid babysokker indendøre. Seniorhunde kan have udfordringer med glat gulv, og blive utrygge og belaste kroppen unødigt. Det kan let afhjælpes med babysokker.
6. Regelmæssige dyrlægebesøg
Sundhedstjek og seniortjek ved dyrlægen bør ske oftere, i takt med at hunden ældes. Mange lidelser er forbundet med alder, som eksempelvis ledsmerter, nedsat mobilitet, dårligere immunforsvar m.m.
Et halvårligt tjek kan forebygge skavanker og man kan også opdage eventuelle sygdomme tidligt i forløbet.