Fransk hjerteorm og rævens lungeorm

Årsag #

Fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) og rævens lungeorm (Crenosoma vulpis) omtales ofte samlet som hjerte- og lungeorm. Det er en praktisk fællesbetegnelse, men de to infektioner adskiller sig: fransk hjerteorm kan være livstruende og give blødnings- og nervetegn, mens rævens lungeorm typisk giver mildere, overvejende respiratoriske symptomer.

Begge er rundorme, der spredes via snegle (og af og til frø/padder som parateniske værter). Hunden smittes ved at æde en inficeret snegl eller paratenisk vært. Larverne udskilles med hundens afføring, optages af snegle og udvikler sig dér til smitsomme larver. Når en ny hund indtager snegle eller snegle-slime, fortsætter smittecyklussen.

Symptomer #

Hjerte- og lungeorm kan være svære at opdage, fordi symptomerne varierer meget i både styrke og varighed. I perioder kan de aftage, og i nogle tilfælde ses næsten ingen tegn på sygdom. Der er dog en række symptomer, som kan være gode at holde øje med.

Ved fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) kan infektionen være alvorlig og i værste fald livstruende. Den kan give problemer med blodets evne til at størkne samt påvirke nervesystemet. Rævens lungeorm (Crenosoma vulpis) giver derimod som regel mildere symptomer og viser sig oftest som en vedvarende hoste.

Hvis din hund hoster, virker træt eller stakåndet og ikke opfører sig som normalt, bør du kontakte dyrlægen. I alvorlige tilfælde kan der opstå blødningsforstyrrelser, hvor selv små sår bløder længe eller ikke stopper naturligt. Der kan også forekomme røde pletter på slimhinderne eller blodmangel, som viser sig ved bleghed omkring øjne og gummer.

I nogle tilfælde kan infektionen give forstyrrelser i nervesystemet, fx nedsat balance, rystelser eller ændret adfærd. Det skyldes blødninger i det centrale nervesystem, fx i hjernen eller rygmarven.

Symptomerne skyldes, at larverne vandrer gennem kroppen til lungerne, hvor de hostes op og sluges. Denne vandring kan give betydelige skader i hundens væv. De voksne orm lever i blodårerne mellem hjertet og lungerne, og det kan føre til tegn på hjertesvigt – typisk træthed, vedvarende hoste og nedsat motionstolerance.

Der går som regel 6–8 uger (ca. 40–60 dage) fra hunden smittes, til infektionen kan påvises ved test.

Vejrtrækningsproblemer

• Hoste
• Åndenød eller bliver hurtig træt 

Utrivelighed

• Vægttab eller nedsat appetit
• Opkast eller diarré

Ændringer i adfærd

• Nedstemthed
• Pludselige ændringer i adfærd eller balanceevne

Blødningsforstyrrelser

• Overdreven blødning fra selv mindre sår
• Røde pletter på slimhinderne
• Blodmangel (bleghed omkring øjne og gummer)

Diagnose #

Diagnosen stilles ved hjælp af afføringsprøver fra den inficerede hund (den såkaldte Baermann-metode). Man kan også tage en hurtigtest/snaptest på en blodprøve. Ved alvorlig infektion ses forandringer i blodet og lungerne. Forandringerne kan normalt ses ved en røntgenundersøgelse af brysthulen. 

Hvis diagnosen stilles i tide, er behandlingen af fransk hjerteorm/hjertelungeorm og rævens lungeorm nem at udføre. Det afhænger af, hvor store skader der er sket på hundens hjerte og lunger. Nøglen til en vellykket behandling er at gribe ind hurtigt.

Behandling #

Behandlingen består af at give en passende ormekur, som udskrives af den behandlende dyrlæge. Ormekuren gives eksempelvis en gang om ugen i fire uger, afhængig af præparat. I denne forbindelse tages et røntgenbillede, for at vurdere eventuelle skader på lungerne. 

Efter endt behandling tages igen afføringsprøve eller blodprøve, for at se at hunden er fri for hjerteorm, og der tages kontrolrøntgen af hundens lunger.

Når hunden er diagnosticeret med fransk hjerteorm, er det vigtigt at holde den i ro i 4-6 uger efter afhængig af sygdomsgraden. Dette gælder også, selvom hunden er klinisk frisk og er stoppet med at hoste. 

Hvis hunden er meget kritisk syg på grund af en stor mængde hjerteorm, er der risiko for bivirkninger ved medicinering. Derfor vil man, inden man behandler for fransk hjerteorm/hjertelungeorm, udføre en ultralydsundersøgelse af hjertet for at undersøge tilstandens omfang samt hvilke risici, der vil være i forbindelse med behandlingen. Løsner der sig store mængder af døde orme under behandlingen, er der risiko for, at hundens tilstand forværres.