Smitsomme vira kan tit også forårsage akut udbrud. Indvoldsparasitter og reaktion på medicin, eller forgiftning, er andre mulige årsager til opkastning og/eller diarre.
Fremmedlegemer (corp al), som kan genere eller sætte sig fast i mavesæk eller tarm, giver oftest kun opkastning, men diarré kan forekomme. Opkastning og diarré kan tilmed være symptom på allergi eller sygdom i andre organsystemer, for eksempel lever, nyrer, bugspytkirtel eller binyrebarken.
Symptomer
Symptomer ved akut gastroenteritis er sædvanligvis opkastninger og/eller diarré, ofte med et voldsomt forløb, som medfører væskemangel og forstyrrelser i saltbalancen. Tilstanden kan hurtigt blive kritisk for hunden.
Væskebehov
I forbindelse med større opkastningsmængder og diarré mister kroppen væske og elektrolytter, det vil sige kroppens salte. Det er derfor meget vigtigt, at hunden får tilstrækkelig mængde væske med ekstra tilskud af elektrolytter (salte).
Hvis hunden ikke kan holde væske i sig, og desuden har store tab gennem opkastning og/eller diarré, kan det medføre dehydrering. En tilstand, som af og til udvikler sig til en kritisk og livstruende tilstand. Små hunderacer, hvalpe og ældre individer er normalt mere følsomme over for dehydrering.
Hvad kan man selv gøre?
Ved milde tilfælde af akut opkastning og/eller diarré kan enkle tiltag forsøges hjemme. Det vigtigste er normalt at lade mavesækken og tarmen hvile, det vil sige faste for mad, men vand kan tilbydes. Så længe hunden kaster op, bør der ikke tilbydes fast føde. Små hunde og unge hvalpe er mere følsomme over for at undvære mad, hvorfor fuldstændig sult bør undgås. Foder med let fordøjelighed og et lavt fedtindhold, for eksempel ris og fisk, anbefales. Færdigt diætfoder til opkastning og/eller diarré (skånekost) kan normalt købes hos dyrlægen.
Tarmnormaliserende midler kan med fordel gives når hunden ikke længere kaster op. De indeholder sædvanligvis bindende stoffer og ”gode bakterier”. Produkterne fås i håndkøb på apoteket eller hos dyrlægen.
Det er muligt at forebygge vira som parvovirus hos hund ved hjælp af årlig vaccination. Parvovirus er relativt sjælden i dag, da de fleste får deres hunde vaccineret.
Hunde kan medicineres med lægemidler, hvor opkastning og diarré kan være en bivirkning, såkaldte NSAIDs (”non steroid anti-inflammatoric drug”). Hvis et lægemiddel giver disse bivirkninger bør medicineringen afsluttes og dyrlægen kontaktes.
Hvornår bør dyrlægen opsøges?
- Hvis hunden har store væsketab og/eller ikke æder eller drikker, samt har påvirket almentilstand
- Ved blodtilblandet diarré, eller hvis opkastningen er blodig eller brunligt kaffegrumslignende
- Hvis opkastning eller diarré fortsætter på trods af diætrådene
- Hvis hunden kan have ædt et fremmedlegeme, som kan have sat sig fast
- Hvis hunden har ædt noget, som kan være giftigt
- Hvis hunden ikke kan holde vand eller væskeerstatning i sig
- Hvis hunden har under 38°C eller over 39°C i temperatur i kombination med noget af det overstående
Diagnostik
Dyrlægen laver en grundig klinisk undersøgelse, normalt tages der en blodprøve for at kontrollere graden af dehydrering, og for at undersøge hvordan kroppen er påvirket af ubalancen i elektrolytterne. Af og til vælger dyrlægen at supplere med en røntgen- eller ultralydsundersøgelse for at kunne diagnosticere årsagen til hundens symptomer.
Behandling hos dyrlægen
Behandlingen baseres på hundens sygdomshistorie og almentilstand. Let påvirkede hunde kan sædvanligvis behandles med væske under huden i konsultationen, mens stærkt påvirkede og dehydrerede hunde oftest indlægges for yderligere væskebehandling i form af intravenøst drop med væske, som indeholder salt og næring. En kombination af væskebehandling og tarmneutraliserende lægemidler gives normalt. Mere alment påvirkede hunde kan kræve mere intensiv væskebehandling og overvågning.
Antibiotika ordineres normalt først ved tegn på generel infektion, betydelig nedsat almentilstand, eller ved diarré og opkastninger med meget blod. Antibiotika skal bruges med omtanke, med hensyn til udviklingen af antibiotikaresistens. Mange antibiotikatyper kan endog forstyrre miljøet i mave-tarmkanalen.
Efterbehandling
Særlige diætråd for det enkelte individ gives i samråd med dyrlægen ved hjemsendelsen. Generelt går man langsomt og forsigtigt frem i forhold til at skifte fra diætfoder til almindeligt foder, for at undgå tilbagefald. Kraftig motionering bør undgås indtil almentilstanden er helt genoprettet.