Svaber og celleprøver kan ofte undersøges i mikroskop på dyrehospitalet. Vævsprøver derimod skal analyseres på laboratorier med særligt uddannet personale. Foruden de almindelige cytologiske eller histopatologiske undersøgelser, kan avancerede immunologiske og genetiske metoder anvendes for at foretage specialundersøgelser af vævsprøverne.
Efter prøvetagningen af en svaber eller celleprøve spredes vævscellerne ud på et objektglas og farves med farvevæske, der farver forskellige celletyper på forskellig vis, så de kan identificeres. Et almindeligt spørgsmål er, om en forandring i vævet er en inflammation eller en tumor. Det vil sige om prøven indeholder tumorceller eller inflammatoriske celler. Derudover kan der undersøges, om der forekommer parasitter, bakterier eller svamp.
Vatpindprøve
Ved en prøve med vatpind anvendes, som navnet antyder, en bomuldstot. Denne rulles forsigtigt over prøveområdets overflade. Det kan dreje sig om prøvetagning af et irriteret øje, et kløende øre eller noget tredje.
Vævsaftryk
Et vævsaftryk udføres ved at en overflade presses mod et objektglas. Vævsceller sætter sig fast på glasoverfladen og kan dermed farves og studeres. Denne type prøvetagning anvendes eksempelvis til at studere cellerne i en nydannelse, som opereres bort.
Finnålsaspirat
Et finnålsaspirat(FNA) tages ved at en kanyle, fæstnet til en tom sprøjte, stikkes ind i et forandret, eller mistænkt forandret, væv, eksempelvis i en forstørret lymfeknude eller i en hævelse i huden. Ved hjælp af sprøjten skabes et undertryk i kanylen, hvilket gør at celler aspireres (suges ind) i kanylen.
Prøven trykkes siden ud på et objektglas, farves og analyseres i mikroskop. Den normale celleorganisation i vævet bibeholdes ikke og cellerne kan skades ved aspirationen, hvorfor denne type prøvetagning ikke altid er diagnostisk. Finnålsaspirat kan ofte udføres på en vågen kat uden bedøvelse, alt efter hvor på kroppen prøves skal tages.
Biopsi
En biopsi er et helt stykke af vævet, hvor celler beholder deres organisation i forhold til hinanden. Alt efter hvilket organ, som skal prøvetages med en biopsi, bliver dyret lagt i bedøvelse eller bliver medicineret med beroligende middel og/eller får lokalbedøvelse. Hvis det er en hudbiopsi, der skal udføres, klippes og rengøres prøveområdet inden prøven udtages.
Vævsprøven lægges forsigtigt i fikseringsvæske og sendes senere til et histopatologsk laboratorium for præparering, farvning og mikroskopering. Dyrlæger med specialisering inden for patologi bedømmer og besvarer prøven.
Prøvesvaret tager 1-2 uger, alt efter hvor lang tid forberedelsen af prøven tager, før bedømmelsen.
Hvis biopsien er udtaget fra huden, opstår et lille hul i huden som, alt efter størrelse, sys sammen. Ofte anvendes en tråd, som forsvinder af sig selv, men i andre tilfælde bør stingene tages væk efter ca. en uge – 10 dage.