Årsager

Urinvejsproblemet kan være forårsaget af blærebetændelse, urinvejssten, anatomiske problemer, kræft, adfærdsproblemer eller infektioner.

Symptomer

Symptomer på FLUTD kan være hyppig urinering, hvilket som regel ses ved at katten tisser ofte, har blod i urinen, er urenlig og tisser på usædvanlige steder i stedet for at tisse i kattebakken, og ved at den slikker sig på kønsorganerne. Katten kan virke urolig og nogle gange aggressiv. Hvis katten sidder på kattebakken for at tisse og der slet ikke kommer noget urin, kan den have fået urinstop, hvilket er en livstruende tilstand.

Diagnostik

For at se efter tegn på betændelse, infektion eller krystaller i urinen tages der en urinprøve, der bliver analyseret. Eventuelt bliver der også lavet en bakteriologisk dyrkning af urinen.

Billeddiagnostik i form af røntgenfotografering og ultralydsundersøgelse laves som regel også med henblik på at stille en diagnose. Normalt kan sten opdages ved hjælp af røntgen, det er dog ikke alle sten, der er synlige med denne teknik. Især mindre sten og forandringer i slimhinden kan påvises ved hjælp af ultralyd.

Dyreejeren kan blive spurgt om, hvordan hjemmet ser ud, hvor kattebakken står, og om hvilken type kattegrus, der bruges. Er katten en ude- eller indekat? Er der sket ændringer i hjemmet for nylig, så som en ny kat, ny hund, ny partner? Symptomer fra urinvejene kan nemlig skyldes stress af forskellig slags.

Hvis dyrlægen ikke finder nogen årsag til symptomerne, mistænkes en såkaldt idiopatisk inflammation (betændelsestilstand), hvilket betyder en betændelse af ukendt årsag. Desværre er denne årsag den mest almindelige grund til urinvejsbesvær hos kat.

Behandling

Behandlingen afhænger af den fundne årsag til lidelsen. Hvis der påvises sten i urinvejene, kan disse nogle gange opløses ved hjælp af et specielt foder, men ofte er det nødvendigt med en operation for at fjerne stenene fra blæren. For at forebygge tilbagefald kan stenene sendes til analyse med henblik på at typebestemme dem. Infektioner behandles med antibiotika, og betændelsestilstande (inflammationer) behandles med antiinflammatorisk medicin. 

Idiopatisk inflammation behandles på flere måder. Man kan forsøge med medicin, men det kan være svært at vurdere effekten af dette, da symptomerne ofte kommer og går, og mange gange forsvinder de af sig selv.

Det kan nogle gange være nødvendigt med flere kattebakker med blødt grus uden duft, der regelmæssigt bliver gjort rene. I en husstand med flere katte anbefales det, at der er mindst én kattebakke pr. kat.

Stress kan reduceres ved at fjerne den (eller de) mistænkte årsag(er) til kattens stress. Det er en god idé at berige kattens miljø, det vil sige at give den mere plads og flere legemuligheder. Det kan også påvirke katten positivt at tilbringe mere tid sammen med den. En overvægtig kat bør slankes.

Hvornår bør dyrlægen opsøges?

Dyrlægen bør altid kontaktes, hvis katten er urenlig, det vil sige, hvis den tisser på uhensigtsmæssige steder. Hvis katten slet ikke kan komme af med urinen, bør dyrlægen opsøges med det samme.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.