Godartede knuder i huden hos kat

Der kan være flere årsager til, at katte får knuder og ujævnheder i huden. I nogle tilfælde kan det vise sig at være en ondartet tumor, og det er derfor en god idé at opsøge dyrlægen, hvis du finder en knude i huden hos din kat.

Forskellige typer af godartede nydannelser og knuder

  • Cyster i huden – En almindelig form for cyster i huden er et aterom (talgcyste), men cystedannelse kan også ses i andre hudstrukturer. Et aterom dannes ved, at talg ophober sig i en talgkirtel i huden, i stedet for at blive tømt ud på hudoverfladen, som det skal. Ateromet viser sig som en knude, som ofte er lille og med uændret størrelse, men i nogle tilfælde kan knuden vokse relativt hurtigt og forårsage ubehag for katten. Det er ikke ualmindeligt, at en fyldt talgcyste brister og tømmer sit indhold, hvorefter den bliver lille i størrelsen igen. Det forekommer også, at ateromet bliver inficeret.
  • Inflammatoriske reaktioner, bylder m.m. – en lokal inflammation kan udløses af f.eks. insekt- eller flåtbid, en splint eller andre fremmedlegemer. Den hyppigste årsag til bylder er bidskader, hvor der ofte er tale om en større hævelse. Denne type knuder opstår hurtigt, i løbet af få dage eller uger, og er ofte til ubehag for katten (smerte, kløe m.m.).
  • Godartede tumorer – en tumor er en ansamling af celler, som vokser ukontrolleret. En godartet tumor vokser ikke ind i det omgivende væv og metastaserer ikke, hvilket vil sige, at der ikke forekommer spredning til andre dele af kroppen. Tumoren kan være til besvær for katten, hvis den sidder et uhensigtsmæssigt sted, men oftest giver godartede tumorer ingen symptomer. Godartede tumorer i huden kan udvikles fra alle hudens forskellige celletyper, såsom pigmentceller (melanocytom), hudceller (f.eks. epiteliom) eller kirtelceller (adenom), og de vokser normalt langsomt. En almindelig godartet tumor, som sidder i underhudens fedt, kaldes et lipom.

Diagnose

I forbindelse med den kliniske undersøgelse tager dyrlægen ofte prøver fra knuden ved hjælp af en kanyle (et såkaldt finnålsaspirat) og undersøger dette i et mikroskop. Afhængigt af kattens temperament og knudens placering kan det være nødvendigt at give katten beroligende middel inden prøvetagning. I nogle tilfælde tages en vævsprøve (biopsi) eller alternativt bortopereres hele knuden og analyseres. Disse indgreb foregår under narkose eller med beroligende middel og lokalbedøvelse.

Behandling og prognose

Behandlingen varierer alt efter, hvad den pågældende knude består af. Prognosen for godartede knuder er god, men en del besvær kan forekomme, hvis der opstår eksempelvis ateromer.

Kontakt en dyrlæge

Lad os tale om tænder

Mange dyreejere tror, ​​at deres firbenede vens mund er sund, selvom den ikke er det. Faktisk har 80 % af alle voksne hunde og katte tandproblemer, og det kan være svært at vurdere. Vi er her for at hjælpe din hund.

Luk

Opdater siden

Der er opstået en fejl. Denne side svarer ikke længere, prøv venligst at opdatere siden.