Symptomer
Symptomer på pneumoni hos hund kan være:
- hoste
- besværet vejrtrækning
- hurtig vejrtrækning
- flåd fra næse
- feber
- sløvhed
- nedsat appetit
- nedsat aktivitetsniveau.
Diagnose
Der findes en række sygdomme som har lignende symptomer som pneumoni, fx ormeinfektion, hjertelidelse og lungekræft. Derfor stilles diagnosen først efter en grundig undersøgelse af hunden og nogle supplerende undersøgelser. Den vigtigste undersøgelse er røntgenbilleder af lungerne. Ofte suppleres det også med både blod- og urinprøver. Disse bruges til at lede efter den udløsende årsag til pneumonien.
Ret hyppigt viser det sig, at bakterier ikke er den primære årsag til pneumoni. I disse tilfælde kan den udløsende årsag være virusinfektion, svampeinfektion, fremmedlegemer og megaeosophagus (forstørret spiserør). Alle disse kan direkte, eller indirekte, irritere lungerne og være årsag til pneumoni.
Behandling
Hvis diagnosen pneumoni stilles, er behandling næsten altid nødvendig. I milde tilfælde kan behandlingen foregå i hjemmet. Behandlingen inkluderer ofte antibiotika og smertestillende medicin. I sværere tilfælde kan indlæggelse komme på tale. Under indlæggelse kan medicin gives direkte i blodåren. Ofte vil hunden blive placeret i et iltbur med høj iltkoncentration, som letter hundens vejrtrækning. Luftfugtigheden er ofte også høj i buret. Den fugtige luft er med til at nedbryde den seje slim, som ofte samles i luftvejene. Når slimen nedbrydes lettes hundens vejrtrækning yderligere.
En mulig årsag til en manglende behandlingseffekt af pneumoni kan være resistente bakterier. For at udelukke dette kan det være nødvendigt at dyrke de bakterierne, som er årsag til sygdommen, og efterfølgende lave en resistensundersøgelse. Bakterierne opsamles direkte fra lungerne gennem et lille plastikrør som føres ned i lungerne på hunden. Dette sker, når den har fået et beroligende medicin eller evt en let narkose.
Fremtid
Prognosen for pneumoni afhænger af, hvor hårdt hunden er ramt, og hvad den underliggende årsag til pneumonien er. Selve den bakterielle pneumoni er relativ let at behandle, når det rette antibiotika vælges. Der kan dog komme komplikationer til behandlingen, hvis den underliggende årsag ikke opdages og behandles samtidigt.
Lungevæv heler godt efter en pneumoni og fuld, eller næsten fuld, lungekapacitet opnåes næsten altid. Helingen kan dog godt tage mange uger. I helingsperioden kan det opleves, at hunden bliver hurtigt forpustet og træt, på trods af, at den virker helt normal i hvile. Helingstiden afhænger af, hvor alvorlig pneumonien var.