Årsag
Der er flere indikationer på, at hunden er det kæledyr, der rammes oftest af tumorer og med stigende frekvens. Man mistænker, at der er flere årsager til dette. Først og fremmest lever hunden et liv, der ligner menneskers. Mange spiser for meget, og spiser måske ikke altid de sundeste produkter. De motionerer for lidt, bor i byer med forurening eller på landet med risiko for kontakt med kemikalier, der anvendes i landbruget.
Både hunde og mennesker udsættes for flere og flere tilsætningsstoffer, hvis virkninger vi ved meget lidt om. En anden årsag menes at være, at dyrlægerne i dag er blevet bedre til at behandle sygdomme. Hundene lever længere og har således længere tid til at udvikle tumorer.
Forskellige betegnelser
Hvorfor anvendes ordet cancer sommetider og i andre tilfælde ordet tumor? Ordet cancer betyder kræft og stammer fra cancerens tilvækst, hvilket betyder, at den spreder sig ud i det omkringliggende væv. Ordet cancer er ofte anvendt, men er ikke altid korrekt. Begrebet cancer bruges når det er bevist, at der er en ondartet (malign) tumor, som desuden udgår fra en bestemt type celler. En anden type af ondartede tumorer kaldes sarkomer. En godartet tumor kaldes benign tumor. Læger og dyrlæger, der specialiserede inden for kræftsygdomme, kaldes onkologer.
Symptomer
Hvornår skal dyreejeren få mistanke om, at hunden har en tumor? Det mest forekommende situation er, at dyrets ejer mærker en knude et sted på hunden. En tumor kan vise sig på mange andre måder; sår der ikke heler, smerter i benene (halthed), øget tørst, feber, opkastning, træthed, blødning fra en kropsåbning eller blot ændret adfærd i forbindelse med afføring eller vandladning. Disse symptomer kan ses ved mange andre sygdomme, men kan være tegn på en tumor.
Hvad kan man selv gøre?
Det kan være fordelagtigt, at gøre det til en vane, at mærke efter på hunden regelmæssigt. Da kan dyrets ejer opdage forandringer i tide og prognosen for helbredelse er bedre end senere i forløbet. Hvis du mærker en knude på din hund, eller andet unormalt, så bestil en tid ved din dyrlæge, så du kan få det undersøgt.
Diagnostik
Ingen dyrlæge kan med 100% sikkerhed udtale sig om, hvilken tumor der er tale om alene ved at kigge og mærke på den. Inden man diskuterer, hvilken behandling, der vil være hensigtsmæssig, skal dyrlægen først stille en diagnose, så man er sikker på, hvilken type tumor det er og om hvorledes den har spredt sig (metastaseret).
Onkologer inden for AniCura anvender en avanceret og pålidelig diagnostik. Dyrlægerne tager celleprøver (cytologi), vævsprøver (biopsier), blodprøver, røntgen, og laver ultralydsscanning.
På nogle dyrehospitaler / dyreklinikker er der også adgang til computertomografi (CT) og magnetisk resonans (MRI). Vi gør også brug af endoskopi (går ind med en lille "kikkert" i tarm, mavesæk, urinblære, brysthulen, etc.) og tager i den forbindelse også vævsprøver. I mange tilfælde er det tilstrækkeligt blot med én diagnostisk metode, men i svære tilfælde kan flere metoder skal anvendes. Først når en sikker diagnose stilles, og patientens almene helbredstilstand er undersøgt, kan det afgøres, hvordan hunden skal behandles.
Behandling
Den behandlingsmetode, der er mest almindelig, ældst og stadig den førende, er kirurgi. I tilfælde hvor tumoren ikke har spredt sig, og det opdages på et tidligt stadie, er en korrekt udført operation ofte helbredende. Dyrlægen skal have kendskab til de forskellige kræfttyper, så en korrekt operation kan udføres fra begyndelsen. Det er altid vanskeligt at operere anden gang, såfremt at dyrlægen ikke får fjernet alt det syge væv ved den første operation. Det er derfor vigtigt at diagnosticere inden operationen.
Kemoterapi
For tumorer, som har spredt sig eller findes i blodet, kan det undertiden være nødvendigt med kemoterapi (cytostatika). Ordet kemoterapi er negativt ladet, da det ofte er forbundet med besværlige bivirkninger, som mennesker kan opleve i forbindelse med disse behandlinger.
Inden for veterinærmedicinen ses også bivirkninger, men ikke nær så ofte, og de er mindre besværlige, hvis de opstår. Hunden, der er under behandling, skal kunne være i stand til at blive hjemme og føle tilpas som normalt. Hvis dette ikke fungerer, afbrydes behandlingen. Det er vigtigt at huske på, at man ikke må udsætte hunde for unødig lidelse på baggrund af, at vi mennesker ikke kan udholde tanken om at miste dem.
Kraftigt hårtab er en almindelig bivirkning hos mennesker, men ses meget sjældent hos hunde. Visse hunde kan få forværret pelskvalitet, men de fleste er upåvirkede. Hvilke hunde, der påvirkes, afhænger af race og pelstype.
Målet med kemoterapi er, at hunden skal føle sig glad og tilpas så længe som muligt. Det er en svær balancegang, eftersom vi ønsker at give en effektiv behandling, men ikke forårsage nogen lidelse. Dyrlægen forsøger derfor ikke at helbrede patienten for enhver pris, men bekymrer sig om livskvalitet frem for kvantitet. Man ved desuden fra humanmedicin, at deprimerede patienter, der "giver op", har tildens til at være sværere at behandle. Det problem, undgår vi helt i veterinærmedicin, hvor vores patienter er lykkeligt uvidende om deres sygdom. Det er hundefar og hundemor, der lider mest!
Stråling
I visse tilfælde er stråling den bedste behandling. Stråling anvendes som primær behandling af visse tumorer, og det er også almindeligt at bestråle et operationsområde, hvor tumoren ikke var mulig at fjerne fuldstændigt. Stråling tolereres meget vel af hunde.
Det er forståeligt at man som dyreejer er tilbageholdende med at påbegynde en tumorbehandling. Beslutningen bør ikke afgøres hastigt, uden dyreejeren først er sikret, at alt information er oplyst af den behandlende dyrlæge. Ordet cancer er skræmmende, men det behøver ikke at være lig med døden. Mange hunde med tumorer har det meget bedre under behandling end dyr med andre kroniske sygdomme. Alle dyrlæger har dog ikke tilstrækkelig viden om sygdommen, så dyrets ejer kan muligvis blive henvist til en specialist.
I mange tilfælde kan dyrets ejer endda beslutte sig for ikke at behandle. Det er lettere at træffe en beslutning efter at have fået oplyst alle informationer om prognose og behandlingsmuligheder. Husk at kemoterapi ikke behøver at fuldføres, blot fordi behandlingen er påbegyndt. Føler dyrets ejer, at hunden ikke lader til at have det godt, kan behandlingen stoppes. Så har hunden i hvert fald fået en chance.
Nogle gange er der intet at gøre, og det bedste for hunden er, at lade den aflive. I så fald er det bedst at aflive hunden inden den bliver voldsomt påvirket af sygdommen. Sorgen bliver tung, uanset hvornår afgørelsen træffes. Hunde lever i nuet og kan ikke på samme måde, som vi kan, se tilbage på livet og huske de vidunderlige øjeblikke eller lægge planer for de efterladte.