Den mest almindelige årsag til opkastning hos hund er virusinfektioner. En af disse vira er parvovirus, der som regel giver blodig opkastning og diarré. De fleste hunde i Danmark er vaccinerede mod parvovirus.

Opkastninger kan også opstå hvis hunden har ædt et fremmedlegeme, som ikke kan nedbrydes i mavetarm-kanalen. Fremmedlegemet kan også passere til tarmen og sætte sig fast, hvorved det medfører en akut forstoppelse i tarmen. Hunde med corp. al. (fremmedlegeme) kan hurtigt blive meget syge, og har brug for omgående dyrlægehjælp. 

Andre sygdomme kan også medføre opkastninger; for eksempel nyresvigt, leversvigt, diabetes (sukkersyge) og bugspytkirtelbetændelse. Diagnosen stilles i disse tilfælde ved hjælp af blodprøver og ultralydsundersøgelse.

Kroniske opkastninger, det vil sige opkastninger, der har stået på i mere end 2-3 uger, kan skyldes betændelse i maven og tarmen. Denne diagnose stilles som regel ved hjælp af endoskopering (gastroskopi, rektoskopi) af mavesækken og tarmen, hvor der udtages små vævsprøver, der analyseres i mikroskop. 

Hvornår bør dyrlægen opsøges?

Dyrlægen bør altid opsøges i de tilfælde hvor opkastningerne ikke stopper. Hunden kan hurtigt blive dehydreret, og miste væske og salte, når den kaster op.

Hvis hundens almentilstand bliver påvirket (feber, sløvhed eller dehydrering)

  • Hvis dyreejeren mistænker, at hunden har slugt et fremmedlegeme
  • Hvis hunden kaster vand op
  • Hvis opkastningerne og diarréen bliver blodtilblandet

Behandling

Akut gastroenteritis plejer at gå over efter nogle dage med behandling med intravenøs væsketilførsel, og når opkastningerne er stoppet, kan let fordøjelig skånekost tilbydes.

Hvis det slugte fremmedlegeme ikke kommer op af mavesækken, kan det nogle gange fjernes ved hjælp af et endoskop. Hvis fremmedlegemet har sat sig fast i tarmen, er det nødvendigt at åbne bughulen og tarmen for at fjerne det. Hyppigt forekommende fremmedlegemer hos hund er strømper/tøjstykker, knoglestykker, og små stykker legetøj.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.