Det er bedst at undersøge din hund, når den er afslappet og i ro. Husk altid at bruge rigeligt med belønninger til at gøre undersøgelsen til en god oplevelse. Jo flere gode oplevelser din hund får med at blive undersøgt, jo lettere vil det være at undersøge den hos dyrlægen.

Øjnene

Kig dybt ind i de smukke hundeøjne og se grundigt efter. Øjnene skal være klare og der må ikke være noget hvidt eller gulligt udflåd. Det hvide i øjet skal være hvidt og ikke blodskudt, og puppilerne skal være samme størrelse. Kanten på det øvre og nedre øjenlåg skal være lige og ikke gå ind mod selve øjet.  

Ørerne

Kig grundigt på ørernes ydre og vær opmærksom på, at der ikke er sår og rødme. Træk let ud i ørets flap og kig ned i selve øret. Du vil ikke være i stand til at se ret langt, men det du skal være opmærksom på er rødme og irritation. Stik derefter næsen ned helt tæt til øret og lugt efter. Hvis dine hunds ører lugter mærkeligt kan det være svamp eller infektion.

Tænderne

Træk din hunds læber let tilbage, så du kan se gummer og tænder. Gummerne bør være lyserøde og ikke have sår eller knopper. Tænderne skal være hvide og uden tandsten. Tænderne bør ikke være gule eller brune. Ingen tænder skal være løse eller knækkede. Lugt derefter grundigt til hundens ånde. Hundens ånde må ikke lugte overdrevet dårligt eller råddent. Hvis den gør det, bør du få efterset din hunds tænder hurtigst muligt.

Tandkødet skal være rosa og glinsende, og dine fingre bør kunne glide let hen over det.

Kroppen

Giv din hund en grundig massage. Det er både dejligt for din hund, og det giver dig mulighed for at mærke huden igennem på hele kroppen. Vær særligt opmærksom på knuder og knopper i huden. Vær ekstra opmærksom i området omkring lysken og hos tævehunde bør du mærke alle mælkekirtlerne grundigt igennem for knuder.

Hjertet

Placer dine hænder på hver side af hundens brystkasse og mærk efter hjertet. Normal hjerterytme er 80-120 slag pr. minut for hunde. 

Vejrtrækning

Vejtrækningen bør være rolig og ikke anstrengt. Tæl antal vejrtrækninger når dit dyr er i ro. Normalt er 8-20 vejtrækninger pr. minut for hunde.

Maven

Hav din hund stående og placer en hånd på hver side af kroppen, lige bagved ribbenene. Mærk maven igennem hele vejen ned langs hunden. Den bør føles blød og aldrig være øm.

Temperatur

Tag temperaturen med et digitalt thermometer, som du eventuelt har beklædt med et plastikovertræk. Smør thermometeret i vaseline inden du sætter det ind i hundens endetarm. Normaltemperatur er 37,5-39 grader.

Husk at beløn din hund! Og husk at jo bedre du kender din hunds sundhedstilstand, jo lettere er det at opdage når den ændrer sig. Jo tidligere sygdomme kan blive opdaget, jo bedre er prognosen.

 

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.