Der er to typer af pelsmider hos kaniner, nemlig Cheyletiella parasitovarax og Leporacarus gibbus. Man kan kun se forskel på de to, hvis man kigger i et mikroskop, og symptomerne er de samme. Kaniner kan have små mængder af pelsmider uden at være generet af det. Hvis kroppens immunforsvar sænkes i forbindelse med sygdom, kan miderne begynde at formere sig, og der kommer symptomer.
Hvem kan smittes?
Parasitterne smitter primært kaniner, men også hunde og katte kan smittes. I sjældne tilfælde kan mennesker bides af miderne hvilket fører til et kløende udslet. Miderne kan ikke formere sig på mennesker, og reaktionen vil forsvinde når miderne forsvinder fra kaniner og omgivelser. Unge, gamle, langhårede, overvægtige, syge og kaniner med tandproblemer er mest udsatte.
Symptomer
Oftest vil man se symptomerne i pelsen og huden hen over ryggen. De første symptomer vil ofte være øget skældannelse mellem skulderbladene. Der kan forekomme meget tykke klumper af skæl, der kan lægge sig som plader oven på huden. Jo voldsommere infektion jo større områder med skæl. Når skællene falder af sidder pelsen fast i skælflagerne og huden er bar nedenunder. Der kan ses ingen til voldsom kløe.
Hvordan stilles diagnosen?
Det kan være svært at finde de små mider, der oftest er usynlige for det blotte øje. Skællene undersøges under mikroskop. Man kan også være nødt til at skrabe det øverste af huden, og kigge i den under et mikroskop. Når man finder miden i mikroskopet, kan man se den bevæge sig, og man kan skelne de to typer af pelsmider fra hinanden.
Behandling
Der findes flere præparater der kan anvendes til bekæmpelse af pelsmider. Fælles for dem alle er dog at de er på recept, og at dit dyr derfor skal tilses af en dyrlæge før præparatet må udleveres. Din dyrlæge vil vælge den type af parasitmiddel som passer til din kanin. Nogle præparater sprøjtes ind under huden, mens andre dryppes på huden i nakken. Oftest skal der behandles 3 gange. Det er vigtigt, at fortsætte behandlingen indtil der ikke er flere mider, og symptomerne er væk. Husk, at frontline der kan købes i håndkøb, godt nok kan slå pelsmiderne ihjel, men også er giftigt for kaniner. Anvend derfor aldrig frontline (produkter der indeholder fipronil) til kaniner. Alle kaniner i husholdningen skal behandles.
Behandling af hjemmet
Det er vigtig at sørge for at minimere antallet af pelsmider i omgivelserne, for at undgå at kaninen hele tiden reinficeres. Alt tilbehør vaskes og gøres grundigt rent. Tæpper og gulve støvsuges hyppigt.
Udgivet: august 2017. Forfatter: Mette Louise Halck, Dyrlæge, AniCura Københavns Dyrehospital