Symptomer #
Symptomer på mavekatar omfatter opkastning, mavesmerter, nedsat appetit og sky adfærd.
Årsag #
Katten kan få mavekatar af at have spist noget uhensigtsmæssigt, som maven ikke kan tåle. Det kan også være noget i foderet, som giver en overfølsomhedsreaktion i maven. Det er langt fra altid, at man kan fastslå årsagen til kronisk mavekatar hos katte. Fremmedlegemer kan også sætte sig fast i mavesækken og forårsage kronisk mavekatar.
Visse lægemidler kan give akut mavekatar såsom anti-inflammatorisk medicin og visse antibiotikastoffer. Får katten problemer med opkastning under medicinering, bør den behandlende dyrlæge kontaktes. Hvis opkastning opstår i forbindelse med anvendelse af antiinflammatoriske lægemidler, bør behandlingen afbrydes omgående!
Nogle systemiske sygdomme kan ligeledes resultere i mavekatar, for eksempel nyresvigt og hyperthyreoidisme.
Diagnostik #
Akut mavekatar kan i værste fald føre til mavesår, hvorefter katten kan blive meget syg. Ved at undersøge mavesækkens slimhinde via et fiberendoskop, kan mavekatar eller mavesår påvises.
Behandling #
Akut mavekatar hos i øvrigt raske katte kan behandles ved at følge kostråd ved opkastning / diarré. Har katten andre sygdomme, får medicin eller er mavekataren af mere kronisk karakter, bør dyrlægen kontaktes for yderligere undersøgelse og behandling. I tilfælde af vedvarende opkastninger bør dyrlægen altid kontaktes!