Mastcelletumorer er ikke ligeså almindelige hos katte som hos hunde, og de kutane mastcelletumorer i huden er oftest godartede hos katte i modsætning til hos hunde. Når mastcelletumorer optræder andre steder i kroppen, som f.eks. milten eller tarmen, er de dog sædvanligvis ondartede.

Der findes også en variant af mastocytomer hos kat, som kaldes histiocytært mastocytom, hvilket først og fremmest ses hos yngre individer. Der udvikles en eller flere mastcelletumorer over hele kroppen, og disse kan i mange tilfælde forsvinde af sig selv efter nogle år.

Symptomer

Kutane mastcelletumorer har stor variation i udseende og vækstmønster. Ofte kaldes de for tumorernes store bedragere, da de kan ligne flere andre hudforandringer. De kan ligne vorter eller insektbid, mangler ofte pigmentering, og de kan sidde i underhuden, hvor de kan forveksles med et lipom. Kutane mastcelletumorer kan i mange tilfælde forårsage kløe og danne sår på huden ved tumorens overflade. Det skyldes, at mastceller kan danne stoffer som histamin, som udløser kløe, rødme, hævelse m.m.

Mastcelletumorer, som opstår i indre organer, kan give diffuse symptomer som nedsat appetit, sløvhed, vægttab og opkast. Sidder tumoren i tarmen, kan katten få diarré, feber og blodig afføring.

Diagnose

Ofte stilles diagnosen mastcelletumor ved, at dyrlægen tager prøver fra tumoren med en fin kanyle, et såkaldt finnålsaspirat, og kigger på cellerne fra tumoren i et mikroskop. Vævsprøver kan tages via en biopsi eller alternativt fjernes hele tumoren kirurgisk og sendes til analyse.

Har katten en mastcelletumor i et indre organ, kan man ved hjælp af billeddiagnostik, som eksempelvis en røntgen- eller ultralydsundersøgelse, få mistanke om, at katten har en tumor. For at kunne vurdere hvilken type tumor, der er tale om, er det nødvendigt at tage et finnålsaspirat, en vævsprøve eller bortoperere hele tumoren og sende den til analyse i laboratoriet.

Behandling

Mastcelletumorer behandles først og fremmest kirurgisk. Kirurgisk behandling er ofte tilstrækkeligt til at behandle mastcelletumorer i huden. Hvis katten har en ondartet tumor i milten, bortopereres hele milten. Ved behandling af ondartede mastcelletumorer kan det kirurgiske indgreb suppleres med f.eks. cellegift og/eller strålebehandling. Den bortopererede tumor sendes til undersøgelse i laboratoriet, hvor man undersøger, om det er lykkedes at fjerne hele tumoren eller om der kan være tumorceller tilbage hos katten.

Hvornår bør dyrlægen opsøges?

Det er altid hensigtsmæssigt at gå til dyrlægen hurtigst muligt, hvis man opdager en knude i huden på katten. En del tumorer – både mastcelletumorer og andre tumorer – kan være hurtigtvoksende, og jo længere tid det tager, inden katten får stillet diagnosen, desto større bliver operationen. Også prognosen påvirkes af, hvor lang tid der går før diagnosen stilles, hvis der er tale om en ondartet tumor, som kan have nået at sprede sig til andre dele af kroppen.

Prognose

Prognosen afhænger først og fremmest af tumorens grad, om hvorvidt den har spredt sig samt hvor svær den er at bortoperere. En kat med en enkelt kutan mastcelletumor har udsigt til en god prognose efter operationen. En kat med en aggressiv mastcelletumor, som har spredt sig i kroppen, eller en mastcelletumor i et af de indre organer, har ofte en dårlig prognose. I sådanne tilfælde kan man beslutte at behandle de symptomer, som tumoren forårsager, frem for at forsøge at fjerne tumoren. Behandlingen afgøres for den individuelle kat i samarbejde med dyreejeren.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.