Kan en hund blive forkølet?
Af og til kan der ses lette symptomer på øvre luftvejsinfektioner hos hunde, i form af enkelte dage med lettere nedstemthed og mild hoste, eller eventuelt øget mængde (klart) næseflåd eller nysen.
Hvis det drejer sig om en voksen hund, der ellers er sund og rask, upåvirket og har normal appetit, drikkelyst, urin og afføring, er det som regel tilstrækkeligt at lade hunden få hvile og regelmæssigt kontrollere, at kropstemperaturen er normal. Skulle hunden få det dårligere eller hvis ikke den er rask igen i løbet af nogle dage, bør dyrlægen kontaktes.
Hvalpe er mere sarte og har større risiko for at blive alment påvirkede eller få en sekundær infektion. Derfor bør dyrlægen kontaktes med det samme når der ses symptomer på forkølelse eller anden sygdom hos en hvalp. Det samme gælder hvis hunden er gammel eller har en kronisk sygdom, som for eksempel en hjertelidelse.
I flere tilfælde kan andre sygdomme medføre symptomer, der ligner de ovenfor beskrevne:
- Næsemider kan medføre nysen, snorken og ”omvendt nysen”, men kan lige så ofte forekomme uden af der ses nogle specifikke symptomer. Hos jagthunde observeres der nogle gange nedsat lugtesans, der ofte forbindes med næsemideinfektion. En hund med næsemider er ellers generelt upåvirket og hoster ikke.
- Trachealkollaps (luftrørskollaps) er en tilstand, hvor luftrøret har tendens til at ”falde sammen”, for eksempel i forbindelse med ophidselse eller hvis hunden trækker i snoren. Når dette sker, begrænses passagen gennem luftrøret, og hunden får derved svært ved at trække vejret, bliver svagere og udvikler gradvist tør hoste. Trachealkollaps skyldes en kronisk forandring i luftrøret og symptomerne er konstante, til forskel fra ukomplicerede øvre luftvejsinfektioner. Der kan dog ses forværring i forbindelse med for eksempel koldt og fugtigt vejr, samt ved varme. Tilstanden ses hyppigere hos hunde af små racer, samt dværgracer.
- Hoste kan også være et symptom på en hjertelidelse eller hjertesvigt.
- Dyrlægen bør opsøges hvis hunden har næseflåd fra kun det ene næsebor, da dette kan være tegn på en tumorsygdom (svulst) i næsehulen.
Diagnostik og behandling
Diagnosen stilles via en klinisk undersøgelse og, afhængig af symptomerne og den underliggende årsag, via blodprøver, ultralydsundersøgelse, røntgenfotografering eller andre undersøgelser. Behandlingen bestemmes ud fra den underliggende årsag.