Neurologisk udredning af kat

Nervesystemet er kroppens overordnede centrum og har til opgave at koordinere al frivillig og ufrivillig kropslig aktivitet. Nervesystemet består af det centrale nervesystem, som består af hjerne og rygmarv, samt det perifere nervesystem (størstedelen nerver), som forbinder det centrale nervesystem med resten af kroppen.

Kontakt en dyrlæge

Det kan eksempelvis være, hvis symptomerne eller anbefalingerne passer til dit dyr.

Hjerne og rygmarv består af sensitive og sofistikerede strukturer og derfor er det meget vigtigt for funktionen af kroppen at beskytte disse strukturer. Dette gøres på forskellige måder.

Det centrale nervesystem ligger godt beskyttet af kraniet og rygmarvskanalen, hvilket også gør det svært tilgængeligt for diagnostik. Desuden beskyttes nervesystemet via blod-hjernebarrieren, som ikke tillader, at stoffer passerer til og fra hjernen og rygmarven. Dette indebærer, at sygdomme i nervesystemet sjældent kan opdages via en blodprøve. Andre diagnostiske prøver så som biopsi (vævsprøve), kan være svært eller umuligt at udtage pga. den beskyttende knoglestruktur omkring centralnervesystemet. Det vil ofte være uhensigtsmæssigt at udtage væv, da det vil skade det sårbare væv. Af disse grunde kræver udredning af nervesystemet ofte avangerede diagnostiske redskaber såsom CT-scanning (computer tomografi) og MR-scanning (magnetisk resonans) . I kombination med scanning, kan prøver af rygmarvsvæske give vigtige informationer om centralnervesystemet. Til vurdering af det perifere nervesystem kan elektrodiagnostik og muskel- og nervebiopsier benyttes. Samtlige diagnostiske redskaber er ikke muligt på alle dyreklinikker- og hospitaler, så i nogle tilfælde vil dyret blive henvist til et andet hospital for at få foretaget en specifik undersøgelse, for at få stillet en diagnose.

Nervesystemet i katte kan rammes af en mængde forskellige sygdomstilstande. Præcis som hos mennesker er epilepsi og diskusprolaps almindelige sygdomme hos katte. En neurologisk udredning indeholder en sygdomshistorie, fortalt af ejer, en kliniks og neurologisk undersøgelse, samt en vurdering og planlægning af den videre udredning, foretaget af dyrlæge.

Rygmarvsvæskeprøve

Rundt om hjernen og rygmarven findes rygmarvsvæske og denne kan undersøges for at få hjælp til at stille diagnosen ved sygdomme i nervesystemet. Rygmarvsvæskeprøver er særligt værdifulde, når dyrlægen leder efter inflammatoriske sygdomme.

Elektrodiagnostik

Elektrodiagnostik anvendes for at karakterisere sygdomme i det perifere nervesystem (nerver, muskler og nervemuskelkontaktpunkter). Disse test kræver særlig diagnostisk udstyr. Elektrodiagnostiske test inkluderer:

  • Elektroencefalografi (EEG) som kan bruges ved udredning af epilepsi
  • BAEP (brainstem auditory evoked potential) som giver os et objektivt grundlag for at undersøge hørelse hos katte.
  • Elektromyografi (EMG) er et forholdsvist enkelt grundlag til at undersøge muskulaturen for tegn på muskelsygdomme (myopati) eller muskeltab som følge af nerveskader
  • Nerveledningshastighed (NCV) indebærer, at nerveledningshastigheder måles i motoriske og sensoriske nerver
  • Repetitiv nervestimulering

Muskel- og nervebiopsier

Ved sygdomme i det perifere nervesystem, er det ofte en god idé at tage en vævsprøve fra musklen eller sjældnere fra nerven. Prøven giver sjældent en definitiv diagnose, men kan give dyrlægen information om, hvordan tilstanden i vævet er og derved skal behandles.

Myelografi

Myelografi er en kontrastrøntgenundersøgelse af rygmarvskanalen. Ved at tilføre kontrast i rygmarvskanalen i forbindelse med en røntgenundersøgelse, kan dyrlægen få mere information end fra et almindeligt røntgenbillede. Myelografi er dog sjældent brugt efter den øged tilgængelighed til CT- og MR-scanning. Dette skyldes at der ved indgrebet er risiko for beskadigelse at nervevævet.

Neurokirurgi

Ved diskusprolaps hos katte trykker diskusvævet, dvs. indholdet i en af de støddæmpende bruskskiver, som sidder mellem ryghvirvlerne, på rygmarven i rygsøjlen. Når diskusvævet trykker på rygmarven, leder dette ofte til en kraftig smerte og/eller nedsat nervefunktion i den del af kroppen, som styres af den del af rygmarven som diskusprolapsen trykker på. Mange diskusprolapser behandles konservativt, hvilket indebærer hvile, smertestillende og antiinflamatorisk behandling. I de tilfælde, hvor smerten ikke forsvinder ved konservativ behandling, eller hvor patienten viser tegn på lammelse, anbefales som regel operation. Formålet med en operation af diskusprolaps, er at lette trykket fra den skadede bruskskive mod rygmarven, ved enten at fjerne hele eller dele af selve skiven eller af visse skeletdele som omgiver den klemte rygmarv. Der kan med fordel planlægges en efterbehandling som laves af dyrlægen. Den kan bestå at tiltag som laserterapi, fysioterapi og kiropraktik.

Luk

Opdater siden

Der er opstået en fejl. Denne side svarer ikke længere, prøv venligst at opdatere siden.