En kredsløbsundersøgelse, inklusiv kontrol af hjerte og lunger, foretages af dyrlægen før enhver narkose. Nogle gange suppleres undersøgelsen med blodprøveanalyser, røntgen - eller ultralydsundersøgelser, for at dyrlægen kan vurdere risikoen ved narkosen. Narkosen tilpasses individuelt for hvert dyr, da der tages hensyn til race, alder, vægt og eventuelle sygdomme.
Inden dyret lægges i narkose, gives som regel en kombination af et beroligende og et smertestillende middel, dette kaldes præmedicinering. Præmedicineringen gives for at mindske stress og uro hos dyret inden narkosen, optimere selve narkosen samt at mindske smerter efter operationen.
Der er forskellige former for narkosepræparater. Dyrlægens valg af narkosemiddel er baseret på art, race, alder, evt. sygdomshistorie og indgrebets karakter. Nogle præparater gives som injektion – enten i musklen eller i blodet. Ofte gives narkosen via disse hvorefter denne vedligeholdes ved inhalations-narkose (indånding af narkosegas). Inden narkosen etableres en kateter (venflon) i blodåren, hvori narkosepræparatet og efterfølgende væske kan gives direkte i blodet – under og efter operationen. Kateteret placeres oftest i forbenet, men kan også f.eks. hos kaniner lægges i øret.
Under narkosen placeres en tubus, et silikonerør, i luftrøret. Dette gøres for at tilføre patienten ilt, samt ofte for at vedligeholde narkosen via inhalationsgas. På den nederste del af røret sidder en lille oppustelig ”kuff”, en oppustelig ballon. Denne ballon forhindrer læk af narkosegas gennem luftvejene og forhindrer at eventuelt opkast fejlsynkes ned i lungerne.
Inhalationsnarkose er en skånsom og sikker (let justerbar) narkoseform. Opvågningen efter narkosen er ofte hurtig og god, da kroppen hurtig kan udskille gassen via udånding. Der gives altid ilt under opvågningen efter en inhalationsnarkose.
Overvågning
Under hele narkosen overvåger narkosesygeplejersken, i samarbejde med den ansvarlige dyrlæge, nøje dyrets narkoseniveau og velbefindende. Åndedræt, puls, blodtryk, blodets oxygenindhold og kropstemperatur registreres under hele narkosen. Som hjælpemiddel har sygeplejersken overvågningsudstyr, som måler disse parametre. Kropstemperaturen holdes stabil, blandt andet ved at hunden eller katten ligger på en varmepude og får et tempereret drop.
Opvågning
Når dyret begynder at vågne, tages intuberingsslangen ud mens dyret stadig overvåges, indtil det er helt vågent. Opvågningen sker i et roligt og varmt miljø, og der udføres regelmæssig kontrol af almentilstand, puls, åndedræt og kropstemperatur. Ved behov gives fortsat væske i blodet, samt smertestillende efter behov.
Når katten er vågnet
Dyret indlægges indtil dyrlægen bedømmer, at det er stabilt og det er sikkert at ejer tager dyret hjem. Eventuelle komplikationer af narkosen kan forekomme efter opvågningen, oftest de første 3 timer efter narkosen. Flere faktorer har indflydelse på om dyret kan få komplikationer og derved også indflydelse på hvornår dette kan komme hjem. Nogle dyr kan komme hjem samme dag mens andre skal indlægges til overvågning/observation. Faktorer der har indflydelse på dette, er bla narkosens - og operationens art, dyrets race, alder, almen- eller sygdomstilstand.
Narkose indebærer altid en vis risiko, selvom den i dag er betydeligt mindre end tidligere. For en ung, frisk hund er risikoen ved narkose meget lille. Hvorimod ældre hunde, som kan have en kendt eller ”ikke opdaget sygdom”, har en øget risiko for komplikationer ved både narkose og operation. Pga. risiko og eventuelle komplikationer af narkose og operation vurderes altid fordele og ulemper ved denne procedure inden en endelig behandlingsplan udformes.
I de fleste tilfælde vil dyrlægen anbefale narkose, hvis udredningen eller behandlingen kræver dette. Dette er i kraft af at nutidige narkosepræparater og overvågningsforhold generelt gør narkosen meget sikker.