Hjerne og rygmarv består af sensitive og sofistikerede strukturer, og derfor er det meget vigtigt for funktionen af kroppen at beskytte disse strukturer. Dette gøres på forskellige måder.
Det centrale nervesystem ligger godt beskyttet af kraniet og rygmarvskanalen, hvilket også gør det svært tilgængeligt for diagnostik. Desuden beskyttes nervesystemet via blod-hjernebarrieren, som ikke tillader, at stoffer passerer til og fra hjernen og rygmarven. Dette indebærer, at sygdomme i nervesystemet sjældent kan opdages via en blodprøve. Andre diagnostiske prøver såsom biopsi (vævsprøve), kan være svære eller umulige at udtage pga. den beskyttende knoglestruktur omkring centralnervesystemet. Det vil ofte være uhensigtsmæssigt at udtage væv, da det vil skade det sårbare væv. Af disse grunde kræver udredning af nervesystemet ofte avangerede diagnostiske redskaber såsom CT-scanning (computer tomografi) og MR-scanning (magnetisk resonans). I kombination med scanning kan prøver af rygmarvsvæske give vigtige informationer om centralnervesystemet. Til vurdering af det perifere nervesystem kan elektrodiagnostik og muskel- og nervebiopsier benyttes. Samtlige diagnostiske redskaber er ikke tilgængelige på alle dyreklinikker- og hospitaler, så i nogle tilfælde vil hunden blive henvist til et andet hospital for at få foretaget en specifik undersøgelse hos en specialist for at få stillet en diagnose.
Nervesystemet hos hunde kan rammes af en mængde forskellige sygdomstilstande. Præcis som hos mennesker er epilepsi og diskusprolaps almindelige sygdomme hos hunde. En neurologisk udredning indeholder sygdomshistorie fortalt af ejer, en klinisk og neurologisk undersøgelse, samt en vurdering og planlægning af den videre udredning, foretaget af dyrlægen.
Rygmarvsvæskeprøve
Rundt om hjernen og rygmarven findes rygmarvsvæske og denne kan undersøges for at få hjælp til at stille korrekte diagnose ved sygdomme i nervesystemet. Rygmarvsvæskeprøver er særligt værdifulde, når dyrlægen leder efter inflammatoriske sygdomme.
Elektrodiagnostik
Elektrodiagnostik anvendes for at karakterisere sygdomme i det perifere nervesystem (nerver, muskler og nervemuskelkontaktpunkter). Disse tests kræver særlig viden og diagnostisk udstyr. Elektrodiagnostiske tests inkluderer:
- Elektroencefalografi (EEG) som kan bruges ved udredning af epilepsi
- BAEP (brainstem auditory evoked potential) som giver et objektivt grundlag for at undersøge hørelse hos hunde
- Elektromyografi (EMG) er et forholdsvist enkelt grundlag til at undersøge muskulaturen for tegn på muskelsygdomme (myopati) eller muskeltab som følge af nerveskader
- Nerveledningshastighed (NCV) indebærer, at nerveledningshastigheder måles i motoriske og sensoriske nerver
- Repetitiv nervestimulering
Muskel- og nervebiopsier
Ved sygdomme i det perifere nervesystem, er det ofte en god idé at tage en vævsprøve fra muskulatur eller nervevæv. Prøven giver sjældent en definitiv diagnose, men kan give dyrlægen information om, hvordan tilstanden i vævet er og derved skal behandles.
Myelografi
Myelografi er en kontrastrøntgenundersøgelse af rygmarvskanalen. Ved at tilføre kontrast i rygmarvskanalen i forbindelse med en røntgenundersøgelse, kan dyrlægen få mere information end fra et almindeligt røntgenbillede. Myelografi er dog sjældent brugt efter den øgede tilgængelighed til CT- og MR-scanning. Dette skyldes at der ved indgrebet er risiko for beskadigelse at nervevævet.
Neurokirurgi
Ved diskusprolaps hos hunde trykker diskusvævet, dvs. indholdet i en af de støddæmpende bruskskiver, som sidder mellem ryghvirvlerne, på rygmarven i rygsøjlen. Når diskusvævet trykker på rygmarven, leder dette ofte til en kraftig smerte og/eller nedsat nervefunktion i den del af kroppen, som styres af den del af rygmarven som diskusprolapsen trykker på. Mange diskusprolapser behandles konservativt, hvilket indebærer hvile, smertestillende og antiinflamatorisk medicinsk behandling. I de tilfælde, hvor smerten ikke forsvinder ved konservativ behandling, eller hvor patienten viser tegn på lammelse, anbefales som regel operation. Formålet med en operation for diskusprolaps er at lette trykket fra den skadede bruskskive mod rygmarven, ved enten at fjerne hele eller dele af selve skiven eller af visse skeletdele som omgiver den klemte rygmarv. Der kan med fordel planlægges efterbehandling og genoptræning, som kan bestå af fx. laserterapi, fysioterapi og kiropraktik.