Katte, der klør sig, bør undersøges og udredes af en dyrlæge, for at mindske risikoen for unødig lidelse. Jo tidligere katten bliver diagnosticeret og behandlet, desto mindre er risikoen for udviklingen af kroniske og behandlingsvanskelige hudproblemer.
Årsager
De mest almindelige årsager til kløe er udvortes parasitter, så som lus, lopper, pelsmider eller øremider, hudinfektioner med bakterier eller svampe, samt allergi. Det første, dyrlægen vil undersøge for, er parasitsygdomme, dels fordi de er almindeligt forekommende, og dels fordi de oftest er enkle at behandle. Endvidere kan infektion med ræveskab påvirke allergitests, hvorfor det er vigtigt at udelukke parasittære grunde til kløen.
Behandling hos dyrlægen
Parasitter kan påvises ved hjælp af skrab, tape-tests eller kæmningsprøver fra pelsen. Bakterie- og svampeinfektioner kan påvises dels via cytologiprøver, hvor dyrlægen tager en prøve fra hudforandringerne og kigger på cellerne i mikroskop, og dels via dyrkningsprøver. Svaret på dyrkningsprøverne forligger efter nogle dage når det gælder bakteriedyrkninger, og op til flere uger efter, når det gælder dyrkning for svamp. Inden svarene foreligger, vil cytologien ofte være vejledende.
Hvis dyrlægen har udelukket parasitter og infektioner som værende årsag til kløen, er udredning for allergi det næste skridt. Et af hovedsymptomerne ved allergi er kløe, og allergi er en livsvarig sygdom, som det er vigtigt, at dyret får hjælp med.
Hvad kan man selv gøre?
Man kan selv lede efter lus, lopper eller pelsmider med et forstørrelsesglas. De andre almindelige parasitter lever dybere i huden, og for at se disse kræves der et mikroskop. Dyreejere kan forsøge at behandle med parasitmidler, som kan købes i håndkøb, men i de fleste tilfælde er det bedst at søge dyrlægehjælp hvis dyret har kløe.