Når hugormen bider, indsprøjtes der ofte samtidig gift. Påvirkningen af et hugormebid varier alt efter mængden af gift, der bliver sprøjtet ind. Nogle gange bliver der slet ikke sprøjtet gift ind, men i andre tilfælde bliver der sprøjtet en større mængde ind. Hugormegift medfører primært muskelnedbrydning og koagulationsforstyrrelser (forstyrrelser i blodets evne til at størkne). Et hugormebid er meget smertefuldt, og kan nogle gange ses som to små huller eller prikker ved siden af hinanden i huden. I forbindelse med bid, hvor der er blevet indsprøjtet gift, vil der ses hævelse omkring biddet, som kan sprede sig til resten af den ramte kropsdel.
Hugormegift kan medføre meget alvorlige skader, og alle katte, der er blevet bidt af en hugorm, bør tilses af en dyrlæge. I milde tilfælde ses der kun hævelse lige omkring biddet, og lokal smerte. I middelsvære tilfælde opstår der skader på kroppens organer. I de alvorlige tilfælde vil katten få koagulationsforstyrrelser, voldsomme lever- og nyreskader, samt forstyrrelser i hjertefunktionen.
Symptomer
Det er sjældent, at dyreejeren ser, at katten bliver bidt af hugormen, men opsøger dyrlægen på grund af at katten har symptomer såsom træthed og hævet ben, ofte med en medfølgende halthed. Det er sjældent, at der ses hævelser i åndedrætsorganerne i forbindelse med hugormebid i hovedet. Giften kan forårsage skade på blodkar, blodtryksfald, svimmelhed, sløvhed, hjerteproblemer og bevidsthedstab. Katten kan også gå i shock.
Hvad kan man selv gøre?
Katten bør holdes inde, og holdes i ro (opholde sig på et afgrænset område), idet muskelaktivitet fremskynder spredningen af gift.
Der gives ikke længere rutinemæssigt kortison (binyrebarkhormon) ved behandling af hugormebid.
Hvornår bør dyrlægen opsøges?
Katten bør altid tilses af en dyrlæge hurtigst muligt efter et hugormebid.
Diagnostik
Diagnosen stilles normalt ved at der kan ses bidmærker, sammen med en markant hævelse og smerte. Nogle gange har dyreejeren tilmed set hvad der er sket.
Behandling hos dyrlægen
Hvis kattens almentilstand er påvirket, og hvis den har en voldsom hævelse, er det ofte nødvendigt at indlægge den. Formålet med behandlingen er, at holde katten i ro, opretholde cirkulationen og blodtrykket, samt at dæmpe smerterne.
Idet hævelsen efter et hugormebid kan være meget smertefuldt, behandles katten normalt med smertestillende medicin. Der tages eventuelt en blodprøve for at kontrollere kattens blodstatus, samt for at undersøge blodets evne til at størkne. Det er sjældent, at det er nødvendigt at behandle med antibiotika ved hugormebid.
Efterbehandling
Det er forskelligt hvor lang tid der går, før katten er frisk igen efter et hugormebid. Det kan variere fra dage til måneder. Katten bør holdes indendørs i en til to uger efter hugormebiddet. Da hugormebid kan forårsage skade på især nyrer og lever, tages der normalt en opfølgende blodprøve.
Hugormen (vipera berus)
Hugormen er den eneste vildt forekommende giftslange i Skandinavien. Hugormens gift indeholder en blanding af enzymer, der medfører skader omkring biddet, og gør, at blodlegemerne går i stykker. Når en hugorm bider, tilpasser den mængden af gift til omstændighederne. En tredjedel af hugormebiddene sker i forsvar, hvilket vil sige, at det er ”tørre” bid uden overførsel af gift. Hvor alvorlige følgerne af et bid er, afhænger af faktorer såsom lokalisationen af biddet, dyrets kropsvægt og alder, samt hugormens størrelse og mængden af gift.
Hugormen er omkring en halv meter lang, hunnen er større end hannen. Den er grå, brun eller rød, med et mørkere mønster. De fleste hugorme har et bredt, fladt hoved, lodretstillede pupiller, og et tydeligt markeret, mørkt, zig-zag mønster ned langs ryggen. Mønsteret kan både være skarpt optegnet, afbrudt i fritstående trekantede pletter, eller være svagt udvisket, eller helt mangle. Hugormen kan være helt sort, og derved være svær at skelne fra en sort snog.
Hugorme er vekselvarme, og deres fordøjelse reguleres af omgivelsernes temperatur. Om vinteren ligger de i dvale på frostfrie steder. Hugormene kommer frem fra vinterdvalen i marts-april. I den første måned efter dvalen ligger de mest i solen for at forberede sig på hamskifte og parringstiden. Først derefter begynder jagten på føde. Hugormene æder først og fremmest mus og frøer, og foretrækker derfor steder, hvor disse dyr findes, såsom landbrugsjord (opdyrket jord) og grøfter.
Hugorme har giftkirtler, der udmunder i to hule hugtænder i overmunden, via smalle kanaler. Giften indeholder flere komponenter, dels nervegift, der lammer byttet, og dels forskellige enzymer, der fremmer nedbrydningen af byttet. Hugormen bruger giften når den jager. I forsvarssituationer prøver hugormen nogle gange at skræmme ved at rejse sig og hvæse. I andre situationer bider den med hugtænderne uden at sprøjte gift ind. Normalt indsprøjter hugormen kun gift når den er meget presset, eller bliver trådt på, og der ikke er andet at gøre. Giftens styrke afhænger af hugormens størrelse og alder. Mængden af gift påvirkes af hvornår hugormen sidst har tømt giftkirtlerne.
Hugorme trives på varme steder, i højt græs, i bunker af blade, i åbne komposter, under udhuse, og ved husfundamenter. En have eller en grund med en kortslået græsplæne, ingen gemmesteder og huller, er utiltrækkende og mindre interessant for en hugorm. Hugormen er fredet i Danmark.