Epileptiske anfald kan være fokale- eller generaliserede, afhængig af hvor stor en del af hjernen, der er indblandet i det enkelte anfald. Ved fokale anfald ses symptomerne kun i en del af kroppen, mens hele kroppen er involveret ved generaliserede anfald.
Forekomsten af epilepsi i en kattepopulation antages at være cirka 2 %. Epilepsi rammer hun- og hankatte i nogenlunde samme udstrækning.
Katte får ofte fokale anfald, hvor det eneste symptom kan være hurtige bevægelser i ansigtsmuskulaturen, kraftig savlen, eller påvirket bevidsthed. Nogle gange er anfaldene mere kraftige med voldsomme kramper, hvor katten kan falde omkuld. Katte har ofte flere anfald per dag, såkaldte ”cluster”anfald, men dette behøver ikke betyde, at prognosen er værre.
Årsager til epilepsi hos kat
Primær epilepsi, epilepsi af ukendt årsag
Hos hunde og mennesker bruges benævnelsen primær eller idiopatisk epilepsi til at beskrive et epilepsisyndrom, som har en fastlagt, eller mistænkes at have en, genetisk årsag. Der findes på nuværende tidspunkt ingen belæg for, at epilepsi i kattepopulationen skulle have en arvelig baggrund. Primær epilepsi er dog en hyppig årsag til epileptiske anfald hos kat. Primær epilepsi hos kat kan være både fokal og generaliseret.
Antallet af anfald kan variere meget, og er nogle gange højere i begyndelsen. En del katte bliver med tiden symptomfrie og kan i nogle tilfælde klare sig uden behandling. Katte med primær epilepsi er i gennemsnit 3,5 år gamle (1-12 år), når de debuterer med epileptiske kramper.
Sekundær epilepsi
Katte debuterer med sekundær epilepsi i en højere alder end katte med primær epilepsi, og er i gennemsnit omkring otte år når de får deres første epileptiske anfald. De sekundære epileptiske anfald kan opstå som følge af sygdomme eller skader inde i hjernen, eller som følge af en påvirkning på hjernen, for eksempel forgiftning eller lavt blodsukker.
Diagnostik
Epilepsi er en udelukkelsesdiagnose, idet der ikke findes nogen diagnostiske undersøgelser eller -prøver, der kan fastslå primær idiopatisk epilepsi. Udredningen går altså ud på at udelukke anden sygdom i kroppen eller i nervesystemet, som skulle kunne forårsage epileptiske anfald.
Det, som karakteriserer primær epilepsi er, at katten imellem anfaldene har det godt, og at den neurologiske undersøgelse og de diagnostiske undersøgelser og -prøver, der laves, er normale.
I de tilfælde, hvor sekundær epilepsi mistænkes, er diagnostikken i høj grad vigtig og kan indbefatte blodprøver, urinprøver, røntgenfotografering, ultralydsundersøgelse, avanceret billeddiagnostik (CT og MR-skanning), samt rygmarvsprøve.
Behandling af epilepsi hos kat
Som regel anbefales det, at behandling opstartes hvis patienten har haft anfald oftere end hver sjette til ottende uge, eller hvis den har haft ”cluster”anfald (flere anfald i løbet af et døgn) eller status epilepticus (ét langt anfald).
Behandling opstartes altid i samråd med dyreejerne, som også bør informeres om, at behandlingen ikke er lig med anfaldsfrihed. Behandlingen er som regel livsvarig og har til formål at give færre og mildere anfald.
Det må altid tages i betragtning, at nogle katte ikke tillader, at dyreejeren giver den tabletter dagligt.
Det mest almindelige middel til brug ved behandling af epilepsi hos kat, er phenobarbital.
Phenobarbital
Phenobarbital er førstevalget ved behandling af epilepsi hos kat. En hyppig bivirkning af phenobarbital er øget appetit og vægtstigning, samt øget tørst. Efter påbegyndt behandling med phenobarbital, ses i starten typisk også øget træthed, og en vis usikkerhed på benene. Denne bivirkning forsvinder oftest inden for to til tre uger.
Andre mindre hyppige bivirkninger forekommer også, men som regel er phenobarbital et middel, der tolereres godt af de fleste katte. Katte, som er i behandling, bør undersøges hos dyrlægen mindst én gang årligt.