Tændernes overflade udgør en effektiv barriere mod de mange bakterier, som forekommer i mundhulen. Overfladen består af emalje, som hos hund er en ca. 1 mm tyk og meget hård.  Dagligt afsættes på tænderne en tynd hvidlig belægning (biofilm), bestående af bakterier, spyt og cellerester. Belægningen kaldes plak.  Fjernes dette plak ikke ved eksempelvis daglig tandbørstning, vil plakken mineralisere og blive til en meget hård skal, kaldet tandsten.  Nogle tænder er mere disponerede for tandsten end andre, bla. hjørnetænder og rovtænderne i overkæben.   Tæt ved disse rovtænder udmunder spytkirtlernes udførselsgange, og derfor sker en mineralisering af den aflejrede plak nemmere her.

Hvad er plak og tandsten?

Tandsten som sidder på tandens krone har i princippet kun kosmetisk betydning. Tandsten, plak og foderrester, som sidder op mod tandkødet forårsager tandkødsbetændelse (gingivitis). Gingivitis er en tilstand, der kan helbredes, da gingivitis hurtig forsvinder igen, når tænderne renses. Omvendt vil en ubehandlet gingivitis kunne forværredes til det langt mere alvorlige paradontitis ( parodontose).

Hvordan opdager jeg, at min hund trænger til tandrensning?

Visuelt kan tandsten, som sidder på tændernes krone umiddelbart ses med det blotte øje. Derimod kan man ikke se tandsten, som er nede i de lommer, som findes rundt om tænderne.  Normalt er disse lommer hos hunde op mod 3 mm dybe, men kan hos hunde med tandlidelse blive meget dybere. Derfor kan man se, at tandkødet kan blive meget rødt og ømt – uden der umiddelbart er noget tandsten er at se.  Betændelse, foderrester, plak og dårlige tænder giver normalt anledning til dårlig ånde. Har din hund dårlig åndre, bør du derfor få efterset tænderne hurtigst muligt.

Hvornår skal min hund til tandeftersyn?

Da det er bedre at forebygge end at helbrede, anbefale vi, at man ikke venter indtil der er et synligt problem. Mange lidelser er nemlig umulige at påvise uden en grundig undersøgelse på bedøvet hund. Ofte inkluderer det tandrøntgen.

Små hunde

Har ofte problemer med parodontose. Ofte ses alvorlige problemer allerede hos yngre hunde. Derfor er det vores anbefaling, at disse hunde får en forebyggende tandbehandling allerede ved ca. 1-årsalderen.

Oftest er et årligt eftersyn nødvendigt, men har din hund et problem med parodontitis kan det være nødvendigt med hyppigere besøg. Har din hund stærke tænder og er du flittig med tandbørstningen kan intervallerne være længere.

Større hunde 

Kan have problemer med paradontose, men ofte ses også problemer med knækkede tænder. Vi anbefaler, at disse hunde senest ved 2 års alderen kommer til forebyggende tandeftersyn.

Hyppigheden mellem tandeftersyn afhænger af tandsundheden og hvor flittig du er med tandbørstningen, men normalt er intervallerne mellem 12 og 24 måneder.

Hvordan foregår tandrensning hos dyrlægen?

Tandrensningen foregår altid under fuld bedøvelse.  Tandrensning kan ikke gøres forsvarligt og grundigt uden hunden er i narkose.  Rensningen foregår normalt ved hjælp af skarpe instrumenter og ultralydsrensere, som med højfrekvente bevægelser fjerner tandsten.  Alle tandlommer undersøges og renses grundigt.  Afslutningsvis poleres tænderne for at fjerne de sidste rester og give en glat overflade. 

Da 70 % af alle tandlidelser forekommer under tandkødet er en samtidig undersøgelse af alle tænder af stor vigtighed. Røntgenundersøgelse er her absolut en nødvendighed og derfor bør der præcis, som når vi mennesker går til tandlægen, regelmæssigt tages røntgenfotos – også selvom tænder umiddelbart ser fine ud.

Kan tandsten og plak forebygges hos hund?

Mange er af den overbevisning, at vore hunde fra naturens side selv er i stand til at opretholde en god mundhygiejne med sunde og rene tænder. Men de færreste tænker på, at vor tids hunde er fremavlede gennem århundreder til at leve under vores omsorg, med en anden føde og længere levetid end oprindeligt. Derfor har vi som hundeejere en pligt til at sørge for deres tænder.

Mekanisk påvirkning af tænderne har indflydelse på mængden af afsat tandsten. Ofte afsættes mindre tandsten på tændernes inderside, hvor tungens bevægelse er med til at rense tænderne.  Bruges tænderne mindre i den ene side – evt. fordi hunden har smerte i en tand - vil man ofte se, at der i den pågældende side er betydelig mere tandsten i forhold til den modstående side.

Den mest effektive måde at fjerne belægninger på tænderne på, er daglig tandbørstning. Tandbørstning accepteres af langt de fleste hunde, især efter tålmodig træning, som naturligvis indlæres nemmest hos den unge hvalp.  Men det er aldrig for sent – også voksne hunde vil oftest kunne lære at acceptere tandbørstning. Naturligvis kan det være vanskeligt at udøve samme grundighed, som den vi forhåbentlig hver eneste dag udføres på vore egne tænder. Således kan børstning mellem tætsiddende tænder være vanskelig, ligesom tændernes inderside ind mod tungen kan være svær at børste. 

Hvordan børster man tænder på sin hund?

Til tandbørstning anvendes en blød tandbørste, specielle dyretandbørster eller blot en stump stof på fingeren som en begyndelse.  Tandpasta er ikke nødvendigt, men nogle hunde foretrækker dette. Brug ikke flour-tandpasta beregnet til mennesker, idet hunden sluger tandpastaen og får derved for meget flour. I stedet kan købes speciel hundetandpasta eller tandpasta uden flour.

På markedet findes endvidere flere produkter, som til en vis grad bidrager til fjernelse af akkumuleret plak og tandsten ved at fremme tyggeaktiviteten.  Således kan købes foder med tandrensende effekt og diverse tyggestænger (dental sticks). Desuden kan købes produkter til tilsætning i hundens drikkevand eller til foderet, som ændrer spyttes sammensætning og kan forårsage en mindre tilbøjelighed til dannelse af tandsten.  Ingen af disse produkter er dog så effektive som daglig tandbørstning.

Læs mere om at børste tænder på hund her.

Får nogle racer mere tandsten end andre?

Visse hunderacer er mere disponeret for tandsten. Således vil typisk mindre hunderacer have større tilbøjelighed for tandsten. Kortskallede (brachycephale) hunde, som har tætsiddende tænder, og dermed større mulighed for at have foderrester mv. siddende mellem tænderne, vil være disponeret.  Foderets struktur og hundens anvendelse af sit bid har ligeledes betydning.

Har du en mindre hund, eller en hund med kort snude, er det derfor ekstra vigtigt at være opmærksom på din hunds tænder.

Kontakt en dyrlæge

Luk

Opdater siden

Der er opstået en fejl. Denne side svarer ikke længere, prøv venligst at opdatere siden.