Kastration af marsvin

Hanmarsvin er kønsmodne fra de er ca. 3 uger gamle, og kan kastreres frabde er 4 måneder gamle. Der kan være levedygtig sæd tilbage i 3-4 uger efter operationen, og han bør derfor først introduceres til hunner efter denne periode.

Socialisering

Marsvin er meget sociale dyr, og bør aldrig holdes alene. Uanset hvor meget tid vi som mennesker tilbringer med marsvinet, vil vi aldrig kunne udfylde den plads som et andet marsvin udfylder. Får du kastreret dit marsvin har du muligheden for at sætte ham sammen med en eller flere hunner. Marsvin ændrer ikke adfærd efter kastration. Det er derfor på ingen måde nogen løsning at kastrere to hanner og dermed tro at de kan enes. Man kan være heldig at to hanmarsvin kan bo sammen, men det kan være risikofyldt og anbefales ikke.

Hvad skal du tænke på inden operationen?

Marsvin er nogle små sarte dyr. Du skal derfor forberede dig på, at du får et dyr hjem efter operationen, som der skal holdes under tæt observation de næste dage. Langt de fleste spiser selv og er okay igen efter 1-3 dage, men det er meget individuelt. Sørg derfor for at du har ekstra meget tid i dagene efter operationen. Sørg for at der er et helt rent bur, gerne med håndklæder, og at køleskabet er fyldt med alle marsvinets yndlingslækkerier. Lav gerne en madpakke med dyrets yndlingsgrønt som det kan få med til dyrlægen. En varmepude (eksempelvis snugglesafe) kan være en god ide det første døgn efter operationen, og et termometer til at holde øje med marsvinets temperatur. Hav massere af tålmodighed klar, det er et meget større projekt at få et marsvin hjem efter operation end en hund eller kat.

Husk at marsvin IKKE må fastes før operation.

Kastration

På dagen for operationen afleveres marsvinet om morgenen hos dyrlægen. Hvis marsvinet bor sammen med en ven er det er en rigtig god ide at have vennen med som støtte, når det skal være et ukendt sted. Om morgenen laves der en sundhedsundersøgelse så dyrlægen er sikker på at marsvinet er klar til indgrebet. Marsvinet vejes så der kan regnes ud præcis hvor meget bedøvelse den har brug for. Herefter indkvarteres marsvinet med dets ven og får mad og vand. Når det er tid til operationen bedøves marsvinet og den får lagt et lille rør ind i et blodkar i forbenet (venflon). Herved kan marsvinet få både narkose og smertestillende direkte ind i blodet under operationen. Under operationen holdes der øje med marsvinets puls, blodtryk, vejrtrækning, temperatur og marsvinet får ilt og narkosegas. Der findes flere måder at kastrere marsvin på. Snittet i huden lægges enten i pungen eller på maven. Marsvin har en åben lyskekanal hvorigennem testiklerne kommer ned i pungen. Lyskekanalen forbliver åben hele livet og testiklerne kan derved trækkes ind i bugen og fjernes ad denne vej. Ved denne metode placeres snittet lægges langt væk fra marsvinets bagpart hvorved at risikoen for forurening med urin og afføring bliver mindre. Ligeledes er der heller ingen risiko for lyskebrok. Fjerner man testiklerne gennem pungen lægges et eller to snit i pungen. Når testiklerne er fjernet sys huden sammen med sting der forsvinder af sig selv. Efter operationen får marsvinet noget medicin at vågne på og holdes øje med til det er helt vågen. Det er meget forskelligt hvor hurtigt de vågner. Der kan gå alt imellem 15 min og 2 timer. I denne periode holdes der ekstra øje med marsvinet og så snart de er vågne tvangsfodres de og tilbydes lækkert grønt. Når marsvinet kan holde varmen, er vågen og ikke virker til at have ondt er det klar til at komme hjem i trygge rammer. I nogle tilfælde kræver det at marsvinet overnatter på klinikken.

Jeg er bekymret for at mit marsvin skal bedøves

Det er helt normalt at være bekymret for at dit marsvin skal i narkose og opereres. Heldigvis er der sket rigtig meget inden for bedøvelse af marsvin de seneste år. Risikoen er meget lille hvis du vælger en dyrlæge der bedøver og opererer mange marsvin. Ring og tal med din dyrlæge inden operationen hvis du er bekymret.  

 

Udgivet: august 2017. Forfatter: Mette Louise Halck, Dyrlæge, AniCura Københavns Dyrehospital

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.