Hvordan fungerer en CT-scanner?
En CT-scanner er en maskine, der består af en stor ring med et hul i midten. Til maskinen er der koblet et specielt bord. Under scanningen ligger katten på bordet, som under undersøgelsen kører ind igennem hullet i ringen. Idet bordet kører ind i ringen, passerer røntgenstrålerne den del af kroppen, som befinder sig midt i ringen. På den måde bliver det ønskede område røntgenfotograferet i tynde ”skiver” på cirka en millimeter og op til cirka en centimeter i tykkelse.
Til forskel fra traditionel røntgenteknik, hvor røntgenstrålerne sendes igennem kroppen fra kun én vinkel, sender CT-scanneren røntgenstråler gennem kroppen fra flere forskellige vinkler. Strålerne opfanges af detektorer, som registrerer strålernes intensitet og sender målingerne videre til billedbehandling i et computerprogram.
Den registrerede information bearbejdes og omdannes til et todimensionalt billede. Billederne kan siden sættes sammen til tredimensionelle optagelser, hvilket gør, at dyrlægen kan rotere og vride billederne for den bedste bedømmelse.
Hvorfor bruge CT?
Den store fordel ved CT er, at dyrlægen får nogle detaljerede billeder af de enkelte strukturer i kroppen. Kroppens væv og organer kan undersøges nøje uden at noget ligger oven på hinanden, som ved almindelig røntgen. Ved at rekonstruere billederne kan vævene ses i tre forskellige planer, i stedet for i to planer, som ved almindelig røntgen.
CT-scanning anvendes blandt andet til undersøgelser af bug- og brysthule, hoved, næsehule, knogler, ryg og led. Det kan være meget brugbart for kirurger, som ved hjælp af de tredimensionelle billedkonstruktioner nemmere kan se og få en forståelse af, hvordan for eksempel et brud ser ud, hvilket optimerer planlægningen af en operation.
Hvordan foregår en CT-scanning?
Ved undersøgelsen er katten bedøvet og ligger på et bord, som køres igennem CT-scanneren. Røntgenrørene roterer omkring katten og sender stråler igennem kroppen fra forskellige huller, strålerne opfanges herefter af detektorer på modsatte side af katten. Kroppens væv slipper forskellige mængder af stråling igennem til detektorerne. Jo mere stråling, der når igennem til detektorerne, des mørkere bliver området på billedet. Jo hårdere og tættere et væv er, for eksempel knogle, des mindre stråling slipper igennem til detektorerne. Dette væv vil i stedet se hvidt ud på billedet.
Ved mange undersøgelser laves scanningen to gange. Efter den første scanning indsprøjtes en røntgenkontrast-væske i blodet via en nål, som katten får lagt i en vene før undersøgelsen påbegyndes. Dette gøres for at kunne se kroppens kar og organer, og for lettere at kunne lokalisere og karakterisere forskellige sygdomstilstande. I forbindelse med undersøgelser af traume-patienter og ukomplicerede knogle- og ledundersøgelser, plejer det at være tilstrækkeligt med en scanning uden kontrastvæske.
For at billederne skal blive tydelige, er det vigtigt at katten ligger helt stille. Derfor bliver alle katte bedøvede ved undersøgelsen. Scanningen varer normalt fra ca. 15 minutter op mod en time, afhængig af hvilket område af kroppen, der skal undersøges.
Når undersøgelsen er færdig har dyrlægen et stort antal tværsnitsbilleder som udgangspunkt for videre bearbejdning og bedømmelse. Da det kræver tid at vurdere alle tværsnitsbilleder omhyggeligt, er det ikke altid muligt at undersøge og færdigbehandle katten ved samme lejlighed.
Forberedelse inden undersøgelsen
Katten komme fastende til undersøgelsen, da den skal lægges i narkose. Normalt er det tilstrækkeligt at man ikke giver katten morgenmad den dag undersøgelsen skal ske. Hvis der er tale om en ældre kat over cirka 7 år, kan det være aktuelt at kontrollere de basale blodværdier via en blodprøve, for at vurdere blandt andet nyrefunktionen før bedøvelsen.
Risiko for komplikationer
Komplikationer er sjældne, men som ved alle slags bedøvelser er der en risiko forbundet. Også det intravenøse kontrastmiddel, som bruges, kan give bivirkninger i form af nyrepåvirkning. Det gælder dog først og fremmest for patienter, som i forvejen har stærkt nedsat nyrefunktion.