Hvordan fungerer en CT-skanner?
En CT-scanner er en maskine, der består af en stor ring med et hul i midten. Til maskinen er der tilkoblet et specielt bord. Under skanningen ligger katten på bordet, som under undersøgelsen kører ind igennem hullet i ringen. Idet bordet kører ind i ringen, passerer røntgenstrålerne den del af kroppen, som befinder sig midt i ringen. På den måde bliver det ønskede område undersøgt i tynde ”skiver” på cirka en millimeter og op til cirka en centimeter i tykkelse.
Til forskel fra traditionel røntgenteknik, hvor røntgenstrålerne sendes igennem kroppen fra kun én vinkel, sender CT-skanneren røntgenstråler gennem kroppen fra flere forskellige vinkler. Strålerne opfanges af detektorer, som registrerer strålernes intensitet, og sender målingerne videre til billedbehandling i en computer.
Den registrerede information, bearbejdes og omdannes til et todimensionalt billede. Billederne kan siden sættes sammen til tredimensionelle optagelser, som gør, at dyrlægen kan rotere og vride billederne for den bedste bedømmelse.
Hvorfor bruge CT?
Den store fordel ved CT er, at dyrlægen får nogle detaljerede billeder af de enkelte strukturer i kroppen. Kroppens væv kan undersøges nøje uden at de ligger oven på hinanden, som ved almindelig røntgen. Ved at rekonstruere billederne kan vævene ses i tre forskellige planer, i stedet for i to plan, som ved almindelig røntgen.
CT-skanning anvendes blandt andet til undersøgelser af bug- og brysthule, hoved, næsehule, knogler, ryg, samt led. Det kan også være meget brugbart for kirurger, som, ved hjælp af de tredimensionelle billedkonstruktioner, lettere kan se og få en forståelse af hvordan for eksempel et brud ser ud, hvilket gør, at de lettere kan planlægge operationen.
Hvordan foregår en CT-skanning?
Ved undersøgelsen ligger dyret på en briks, som flyttes igennem CT-skanneren. Røntgenrørene roterer omkring dyret og sender stråler igennem kroppen fra forskellige huller, strålerne opfanges herefter af detektorer på modsatte side af dyret. Kroppens væv slipper forskellige mængder af stråling igennem til detektorerne. Jo mere stråling, der når igennem til detektorerne, des mørkere bliver området på billedet. Jo hårdere og tættere et væv er, for eksempel knogle, des mindre stråling slipper igennem til detektorerne. Dette væv vil i stedet se hvidt ud på billedet.
Ved mange undersøgelser laves skanningen to gange. Efter den første skanning injiceres en røntgenkontrast-væske i blodet via en nål, som dyret får lagt i benet inden undersøgelsen påbegyndes. Dette gøres blandt andet for at kunne se kroppens kar og organer, og for lettere at kunne lokalisere og karakterisere forskellige sygdomstilstande. I forbindelse med undersøgelser af traume-patienter og ukomplicerede knogle- og ledundersøgelser, plejer det at være tilstrækkelig med en skanning uden kontrastvæske.
For at billederne skal blive tydelige er det vigtigt at dyret ligger helt stille. Derfor bliver alle dyr bedøvede ved undersøgelsen. Skanningen varer normalt mellem 15 minutter til en time, afhængig af hvilket område, der skal undersøges.
Når undersøgelsen er færdig har dyrlægen et stort antal tværsnitsbilleder, som udgangspunkt for videre bearbejdning og bedømmelse. Idet tolkningen og bedømmelsen af alle tværsnitsbilleder skal gøres omhyggeligt, er det ikke altid muligt at undersøge og færdigbehandle dyret ved samme lejlighed.
Forberedelse inden undersøgelsen
Dyret komme fastende til undersøgelsen, da det skal lægges i narkose. Normalt er det tilstrækkeligt at man ikke giver dyret morgenmad den dag undersøgelsen skal ske. Hvis der er tale om et ældre dyr over cirka 7 år, kan det være aktuelt at kontrollere de basale blodværdier via en blodprøve, for at vurdere blandt andet nyrefunktionen.
Risiko for komplikationer
Komplikationer er sjældne, men som ved alle slags beroligelse og narkoser er der en risiko forbundet. Også det intravenøse kontrastmiddel, som bruges, kan give bivirkninger i form af nyrepåvirkning. Det gælder dog først og fremmest for patienter, som i forvejen har stærkt nedsat nyrefunktion.