Det er i flere studier blevet undersøgt, hvordan hunde reagerer på musik. Deborah Wells fra Queens University i Belfast har undersøgt, hvordan hunde på internat responderede på pop-musik, klassisk musik og heavy metal. Studiet viste, at hundene i forsøget blev nervøse og rastløse, hvilket eks. kom til udtryk ved at de gøede, når de hørte heavy metal, men at de blev beroliget ved at høre klassisk musik såsom Beethovens ”Ode to Joy”.      I forsøget lyttede hundene også til optagelser af samtaler mellem mennesker, og i perioder var der helt stille. Dette var med til at bekræfte, at det rent faktisk var musikken, som havde en betydning for hundenes opførsel. På baggrund af dette forsøg kunne Wells fastslå, at hunde altså også har en musiksmag, og at klassisk musik er at foretrække. 

Den beroligende effekt af klassisk musik og pop-musik aftog dog efter nogle få dage eller en uge. Dette fænomen undersøgte et andet hold forskere fra University of Glasgow og det skotske SPCA (Society for the Prevention of Cruelty to Animals) nærmere. Forskerne undersøgte i alt 38 hunde, som boede på et dyreinternat, og udover at se på hundenes opførsel som respons på forskellige musikgenrer blev der også indsamlet data såsom puls-variabilitet og urinprøver. Hundene blev eksponeret for en bredere vifte af musikgenrer, og de lyttede derfor ikke kun til klassisk musik, men også til soft rock, Motown, pop og reggae. Den primære forskel mellem dette forsøg og det tidligere er, at hundene blev eksponeret for forskellige musikgenrer hver dag.

Den største reduktion i hundenes stress-niveau blev ud fra puls-målingerne fundet, når hundene lyttede til soft rock og reggae. Det spændende i dette forsøg var, at selv efter en periode på fem dage, var stress-niveauet stadig reduceret. Det betyder altså, at med varieret musik bibeholdes den beroligende effekt. 

Det var individuelt hvilken respons, hundene havde på forskellige musikgenrer, hvilket tyder på, at hunde også har individuelle musikpræferencer. Derudover havde alder også en betydning, idet hunde på otte år eller derover foretrak mere stille musik. 

Er man hundeejer, kan man altså gøre brug af forskningsresultaterne og forsøge sig med soft rock eller reggae for at få en mere rolig og afbalanceret hund – men det vigtigste er, at man ikke udelukkende lytter til reggae dagen lang, for så forsvinder den beroligende effekt tilsyneladende. Desuden kan man prøve sig frem og se, om man kan finde lige netop sin egen hunds musiksmag. Og så må man jo håbe på, at den stemmer overens med ejers musiksmag.

Sæt lige min musik på, tak

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.