Vaccination af hund og kat

Hunde vaccineres mod parvovirus, hvalpesyge, smitsom leverbetændelse (hepatitis), leptospirose og ofte mod kennelhoste og rabies. Katte vaccineres mod herpesvirus, calicivirus og panleucopeni, og kaniner bør vaccineres med kaninpest (myxomavirus) og kaningulsot (rabbit haemorrhagic disease virus).

Hundevaccination

Grundvaccination af hunde foretages af to eller tre omgange med 3-4 ugers mellemrum, tidligst fra de er 6 uger gamle. Når hunden fylder et år, gives en revaccination. Flere af de sygdomme, der vaccineres mod, er potentielt livstruende sygdomme som heldigvis forekommer i ringe omfang i Danmark, med kun nogle få rapporterede tilfælde hvert år. Ved at lade din hund vaccinere mod disse sygdomme forebygger du ikke kun at dit dyr skal blive smittet, du bidrager også til at holde det totale smittetryk nede, det vil sige mængden af smitteemner i hundepopulationen på et lavt niveau. Kennelhoste er sjældent en svær sygdom, men kan være besværlig for det syge dyr, og lede til følgeinfektioner som i sig selv kan være mere alvorlige. Kennelhoste forårsages ofte af flere forskellige smitteemner, hvoraf et ofte indgår i basisvaccinationen. Der findes også en vaccine som gives i næsen og som beskytter mod to af de smitteemner, der kan lede til kennelhoste.

Det er usædvanligt at hunden rammes af bivirkninger af vaccinen, men ildebefindende, feber eller allergisk reaktion, som kan være alvorlig, kan forekomme.

For hunde som skal rejse til udlandet kræves yderligere vaccinationer. Ifølge Fødevarestyrelsen og andre EU-landes regelværk skal hunden være vaccineret mod rabies og have et EU-pas. I mange lande forekommer smitsomme sygdomme, som er meget sjældne i norden, såsom leptospirosis og leishmaniasis. Kontakt et at vores dyrehospitaler eller dyreklinikker for mere information, hvis du planlægger at rejse til udlandet med din hund. Du kan også se nærmere vejledning på fødevarestyrelsens hjemmeside.

Planlægger du at bruge din tæve i avl, er det muligt at vaccinere mod herpesvirus (CHV-1). Herpesvirus giver sjældent symptomer hos voksne dyr, men kan forårsage infertilitet, aborter, dødfødte hvalpe og svage hvalpe, der dør kort efter fødslen.

Kattevaccination

Grundvaccination af katte udføres af to omgange og beskytter mod kattesyge, herpesvirus, calicivirus og chlamydia. Den første vaccine gives tidligst til katte der er 8-9 uger gamle og næste gang 3-4 uger senere. Derefter vaccineres katten årligt. Ved at lade din kat vaccinere mod disse sygdomme forebygger du ikke bare, at dit dyr skal blive smittet, du bidrager også til at holde det totale smittetryk nede, det vil sige mængden af smitteemner i kattepopulationen på et lavt niveau. Både herpesvirus og calicivirus er meget smitsomme, og selv indekatte løber risiko for at smittes indirekte via mennesker og genstande, og indekatte bør derfor også blive vaccineret.

Det forekommer at katte får bivirkninger i 1-2 dage, i form af en let, øm hævelse ved injektionsstedet og der kan også opstå feber. I sjældne tilfælde kan katten rammes af en overfølsomhedsreaktion, som kan være alvorlig.

Udover basisvaccinationen tilbydes også vaccine mod blandt andet chlamydiose og katteleukæmi (FeLV).

For katte, som skal rejse til udlandet, kræves yderligere vaccinationer. I følge Fødevarestyrelsen og andre EU-landes regelværk skal katten være vaccineret mod rabies og have et EU-pas. Du kan se mere om, hvilke vaccinationer der kræves for at rejse med din kat på fødevarestyrelsens hjemmeside.

Kaninvaccination

Vi anbefaler en årlig vaccination mod kaninpest (myxomatosis) og desuden mod rabbit haemorrhagic disease virus. Kaniner som, møder andre kaniner i forbindelse med udstillinger og konkurrencer, samt kaniner som risikerer insektbåren smitte, er særligt udsatte og bør blive vaccineret. Vaccinationen gives helst sidst på vinteren.

Kaninpest og kaningulsot er meget smitsomme og har meget høj dødelighed. Der findes ikke nogen behandling for disse sygdomme. Kaningulsot smitter direkte mellem kaniner men også indirekte via genstande samt via stikkende insekter som myg. Kaninpest smitter via direkte kontakt og via stikkende insekter. Fra tidligere mest at have været et problem længere mod syd, har sygdommen nu spredt sig mod nord.

Kaniner vaccineres fra de er 5 uger og derefter årligt. Kaniner udvikler beskyttelse mod sygdommen ca. 3 uger efter vaccinationstidspunktet. Under vedvarende udbrud kan vaccinationsanbefalingerne ændres.