Der er flere forskellige former for grå stær, med milde former der ikke påvirker synet og mere alvorlige former med fuldmoden grå stær og blindhed.
Årsagerne kan tit være arvelige, men grå stær kan også ses som følge af f.eks. sukkersyge, skader på øjet, nethindesygdom eller alvorlig betændelsesreaktion. Diagnosen stilles efter en special øjenundersøgelse.
Den eneste mulighed for at give en hund eller kat med grå stær synet tilbage, er ved operation. AniCura Aarhus Dyrehospital kan tilbyde operation for grå stær evt. med ilæggelse af en ny kunstig linse.
Hvordan foregår det, hvis min hund eller kat skal opereres for grå stær?
- Ring og bestil tid til en forundersøgelse. Her undersøges øjet og man kan afgøre diagnosen og om patienten er egnet til operation eller ej.
- I nogle tilfælde, ved fuldmoden grå stær, er det nødvendigt at lave supplerende undersøgelser: Elektroretinografi (ERG) og ultralydsundersøgelse (ERG, U/S) og kammervinkelundersøgelse (gonioskopi) af øjet for at afgøre om der er normale forhold inden operation. Dette gøres eventuelt på operationsdagen.
- Der aftales en operationsdag hvor hunden kommer kl 08:00 om morgenen. Indtil operation dryppes øjnene med betændelseshæmmende øjendråber.
- Hunden opereres om formiddagen og checkes af specialdyrlægen om eftermiddagen/aften. Patienten kan hjemsendes, men ofte overnatter patienten.
- Dagen efter undersøges patienten af specialdyrlægen, der måles tryk i øjet osv. og patienten hjemsendes med mundtlige og skriftlige instruktioner og medicin.
- Der skal typisk dryppes øjne i op til 3 måneder, nogle gange længere.
- Patienten kommer til kontrol efter 1 uge, 3 uger og 3 mdr.
Normalt kan patienten se allerede i løbet af ganske få dage. Der regnes med 85-90% succesrate, dvs.cirka 85% af patienterne får syn på øjet og bevarer synet.