Forebyg tandproblemer hos kæledyr
Det anbefales, at man børster tænder på sin hund eller kat dagligt. Dette er den allerbedste måde at forebygge tand- og mundproblemer. Brug en blød tandbørste og evt. en tandpasta til dyr. Tag vores quiz nedenfor og kom godt i gang.
En supplerende måde at forebygge tandproblemer er ved at give kæledyret særlige tyggepinde eller foder, som sliber tænderne. Dette kan ikke stå alene - der er ingen vej uden om tandbørstningen.
Årligt besøg hos "kæledyrtandlægen"
Præcis som hos mennesker, dannes der belægninger på tænderne, som regelmæssig tandbørstning ikke fjerner. Derfor anbefales det at kæledyr også går til årlig kontrol af tand- og mundhule hos dyrlægen. Her vil dyrlægen undersøge tænder og mund grundigt, og der kan være behos for en tandrens. Da dyr ikke kan ligge stille med åben mund, når de er vågne, bliver tandrens foretaget mens dyret er i narkose.
Tand- og mundsygdomme hos hund og kat
Parodontose er den mest hyppige sygdom i munden hos hunde og katte. Parodontose skyldes plak og belægninger på tænderne, hvilket giver tandkødsbetændelse. Hvis der ikke regelmæssigt bliver kigget i munden på kæledyret, opdages tandkødsbetændelsen ikke da kæledyrene typisk ikke viser symptomer. Derved kan betændelsen bevæge sig længere ind i tandkøddet og ende med at give tandløsning. Læs mere om parodontose hos hund og parodontose hos kat.