8 fakta om kattens tænder

Ved du egentlig hvad der foregår bag de sitrende knurhår? Kattemunden kan være ukendt territorie for en del katteejere, men det er meget vigtigt for kattens velbefindende at vi sørger for at forebygge og behandle tandproblemer.

 

1. Tandløse killinger

Ligesom mennesker fødes katte uden tænder. Efter cirka 2 uger bryder killingens syleskarpe mælketænder igennem og disse skiftes ud med blivende tænder omkring 4 måneders alderen. Ved at passe godt på kattens blivende tænder, kan de holde hele kattens liv.

Katte har 26 mælketænder og 30 blivende tænder. Til sammenligning har mennesker 20 mælketænder og 32 blivende tænder. Hunde har 28 mælketænder og 42 blivende tænder.  

2. Kattetænder er skabt til jagt

Kig engang på din kats tænder. De er som skabt til den kødæder, katten er. Der findes ikke særlige tænder i kattens mund, som kan knuse eller male mad. Alle tænderne er lavet til at fange og fastholde et bytte og rive kødet i stykker. De er skarpe og spidse og er perfekte til formålet!

 

3. Forskellige tænder til forskellige formål

Kattens små fortænder, der sidder mellem hjørnetænderne foran i munden, er ikke til meget brug når katten jager byttet. De er til gengæld rigtig effektive til soignering. Katte bruger fortænderne til at loppe sig og nogle trimmer endda kløerne med de små tænder.

 

4. Katte får ikke huller i tænderne

I hvert tilfælde ikke på den måde vi kender "huller i tænderne" fra mennesker. Det får de ikke på grund af den unikke udformning af tænderne. Katte har ikke horisontale flader på tænderne og derfor udvikler de ikke huller i tænderne som vi kender dem. 

 

5. Katte kan dog få tandproblemer

Katte kan få et væld af forskellige tandproblemer, som eksemelvis FORL, også kaldet tandresorptioner. Her får katten hul i tanden nede ved tandhalsen. Det er en smertefuld lidelse, der skal behandles.  Det kan være svært at opdage, men kan ses på tandrøntgen. 

 

6. Katte viser sjældent smerte

Katte er ekstremt dygtige til at skjule smerte. Derfor skal vi som katteejere være ekstra opmærksomme på symtomer som savlen, nedsat appetit og vægttab. Og forebygge tandproblemer med regelmæssige tandtjek. 

 

7. Katte trives med manglende tænder

Hvis din kat skal have fjernet tænder, så vær ikke bekymret! Katte kan spise kattefoder selvom de stort set ikke har tænder tilbage. Det er vigtigere for livskvaliteten at katten lever uden smerter end at have munden fuld af tænder. Hvis katten har fået fjernet mange tænder, kan man bløde foderet op.

 

8. Den bedste behandling er forebyggelse

Det bedste vi kan gøre for at undgå tandproblemer er at forebygge. Og den bedste forebyggelse er tandbørstning. Start med tandbørsten når din kat er killing!

Det årlige tandeftersyn er også afgørende for at opdage og behandle tandproblemer inden de udvikler sig. 

Find dit nærmeste AniCura Dyrehospital her.