Er katte mere kræsne end hunde?

Hvis du synes din kat er mere kræsen, end den hund du havde år tilbage, så er der måske noget om snakken. Katte er typisk kræsne sammenlignet med hunde, og det kan nu forklares ud fra kattenes gener, mener en britisk forsker.

Katte er kødædere, men alligevel har de stadig gener, som ofte forbindes med planteædende dyr. Disse gener er med til at beskytte planteædende dyr fra at indtage giftige planter ved at få dem til at smage bittert.

Normalt vil evolutionen føre til en ændring i dyrenes smagsløg, så smagsløgene bliver tilpasset dyrenes forskelligartede føde. De katte som udelukkende æder kød, kan eksempelvis ikke længere smage sødme. Dette skyldes, at receptorgenerne muterer som følge af evolutionen, som således sørger for at tilpasse generne efter dyrets behov. Derfor vil katte ikke forventes at kunne smage bitre stoffer, da deres føde ikke omfatter planter og dermed ikke behøver advarselssignaler for at undgå giftige planter. Mennesker og planteædende dyr har gener for receptorer, som registrerer den bitre smag i planter, hvilket kan være med til at advare mod indtagelse af giftstoffer. 

I et forskningsprojekt foretaget af genetikere fra Monell Chemical Senses Center i Philadelphia analyserede man kødædende pattedyrs genomer fra katte, hunde, isbjørne og fritter og fandt, at katte har 12 forskellige gener, som gør dem i stand til at smage bitterhed. Kattens smagsreceptorer for bitterhed kaldes Tas2r,og disse receptorer reagerede på bitterstoffet denatonium benzoat.

Katte er altså i stand til at smage bitre stoffer, til trods for, at de sjældent indtager bitterstoffer fra planter.

Forskerne mener, at kattens funktionelle bitter-smagsreceptorer kan være bevaret af forskellige årsager. En af årsagerne kan være, at katte er eksponerede for plantemateriale ved fortæring af byttets indvolde, der kan indeholde plantemateriale indtaget af byttet. En anden årsag kan være, at bitterstoffer også findes i mange andre forbindelser end planter. Det vides, at katte også indtager dyreprodukter, der potentielt er bitre og toksiske såsom galdesyrer og hudsekreter fra leddyr, krybdyr og padder. Bitter-smagsreceptorer kan dermed minimere indtaget af disse toksiske substanser. En tredje årsag kan være, at bitter-smagsreceptorerne ikke blot findes på tungen, men også findes andre steder som et led i immunforsvarets bekæmpelse af bakterielle infektioner eks. i luftvejene.

Der er således forskellige forklaringer på kattes kræsenhed, men måske er det også fordi deres smagsreceptorer er mere følsomme end hundes. Deres oplevelse af noget bittert kan være langt værre end eksempelvis hunde oplever den samme føde. Man kan derfor diskutere om katte nærmere skulle betegnes feinschmeckere i stedet for kræsne.