Vejsalt kan skade poterne

Vejsalt er effektivt mod is- og sneglatte veje, men for hundepoter kan salt være årsag til irritation og skader.

Når vejsalt bliver hængende på hundens poter, kan det føre til svamp og bakterievækst, som giver irritation og eksem. Hunde med saltskader på poterne er ikke et ualmindeligt syn i vinterperioden. Hold altid øje med din hunds poter og tjek dem dagligt. Vær opmærksom på rødme, irritation og sår. Vær særligt opmærksom, hvis din hund slikker meget på poter og trædepuder. Det er typisk et eksempel på irritation. 
Der er to måder at beskytte din hunds poter på:

Der findes forskellige former for creme og voks, der effektivt beskytter poterne. Mest effektiv er dog sko, så man helt undgår at hundens poter kommer i kontakt med saltet. Dette er dog oftest kun nødvendigt for de hunde, der har meget sarte poter. Man kan i dag få forskellige sko, lige fra avancerede sko med rillede såler, til små "balloner", der beskytter poten med et tyndt lag gummi. Ikke alle hunde bryder sig om at gå med sko, og det kan kræve tilvænning. 

Vejsaltet kan også give hudproblemer på mave og brystkasse for de lavstammede hunde. Hold derfor øje med din hunds hud i de udsatte områder.