Danmarks største og ældste dyrehospital fylder 100 år

AniCura Københavns Dyrehospital fejrer 100 års fødselsdag den 19. september med Åbent Hus for børn og voksne – og deres kæledyr.

Oppustelig hoppeborg, pølsevogn, fadøl og sodavand. Smagsprøver til de firebenede.

Der bliver ikke sparet på krudtet, når AniCura Københavns Dyrehospital, Poppelstykket 11 i Sydhavnen, inviterer indenfor til Åbent Hus lørdag den 19. september kl. 10-15.

Her fejrer Danmarks ældste dyrehospital dets 100 års dag.

‟Dyrehospitalet rummer en spændende historie, der afspejler samfundets udvikling, og den glæder vi os til at fortælle til vores mange kunder fra Sydhavnen og Valby. Oprindeligt hjalp vi større dyr, men op gennem 50’erne og 60’erne, hvor folk fik flere penge, steg antallet af kæledyr markant. Det betød, at vi lagde vores forretning om, og 100 år senere er vi i dag Danmarks største dyrehospital for kæledyr,” siger adm. direktør hos AniCura Københavns Dyrehospital, Jens Eslau.

På dagen er der både underholdning for børnene samt guidet rundtur på dyrehospitalet hver time, hvor besøgende kommer helt ind i operationsstuerne. Herudover etablerer dyrehospitalet en miniudstilling med autentiske fotos og optegnelser over dyrehospitalets første patienter og dets samlede historie.

Oprindeligt kun for heste

Oprindeligt stiftede Foreningen for Dyrenes Beskyttelse dyrehospitalet i 1915 for at skaffe dyrlægehjælp til de tusindvis heste, der blev brugt til at transportere mennesker, varer og gods rundt i hovedstaden. I første omgang lå adressen i København NV, men i 1976 flyttede dyrehospitalet til Sydhavnen, og her har det ligget siden.

Trods 100 år på bagen er dyrehospitalet imidlertid stadig i voksealderen. I maj slog dyrlægerne dørene op til 435 ekstra kvadratmeter og seks nye operationsrum. Samtidig har dyrlægerne fået et nyt laboratorie og en MR-skanner og blev i 2013 en del af Skandinaviens største dyrehospitalskæde AniCura.

‟Vi adskiller os fra andre dyrlæger, fordi vi er lidt over 50 ansatte, hvilket er meget i vores branche. Men allervigtigst så er vi det dyrehospital herhjemme med flest ekspertiser og specialer hos dyrlægerne. Det betyder, at vi kan tilbyde kunderne nye behandlinger af en meget høj kvalitet, og at vi kan løse stort set alle opgaver under samme tag, så kunden sparer tid,” siger Jens Eslau.