Kattesikrer dit hjem kat der kigger ud af vindue

Sådan kattesikrer du dit hjem

Udstyr vi bruger i den almindelige husholdning kan ofte udgøre en fare for din kat. Her er en oversigt over hvad du bør fjerne, gemme væk eller sikre, før du bringer en kat ind i dit hjem.

Kattesikring af dit hjem er ikke så meget anderledes end børnesikring. For at se verden fra din kats eller killings perspektiv kan du blot bevæge dig ned i gulvhøjde og scanne rummet herfra. Men da en killing også nyder at klatre, er det ikke nok at sikre den nederste del af hjemmet. Kig derfor også op, for at opdage eventuelle farer. 

Nedenfor finder du en oversigt over alle de mulige farer, som oftest befinder sig i et hjem. 

Hylder og vinduer 

Det er naturligvis en god idé at fjerne alt glas og porcelæn, som din killing kan vælte og skære sig selv på. Ting med affektionsværdi samt andre dyrebare ting er også en god idé at sætte et sted hen, hvor din killing ikke har adgang. 

Det samme gælder pyntegenstande, planter og lamper i vindueskarmene. Katte elsker at kigge ud ad vinduet, og du kan give din lodne ven et bedre udsyn, ved at lave plads i vindueskarmen. 

Giftig mad 

Det er ikke alt mad, som vi mennesker holder af som er lige så godt for katte. Chokolade, hvidløg, vindruer og svampe er eksempler på madvarer, der er farlige for katte og killinger at indtage. Sørg derfor altid for at disse ting ikke ligger fremme. 

Andre giftige ting 

Rengøringsmidler som vaskemiddel, blegemidler og koncentrater bør holdes uden for rækkevidde for din kat og det samme for medicin. Planter og blomster kan også være fristende at tygge på for en kat, især for dem der ikke har adgang til græs, men vær opmærksom på at nogle planter er giftige for katte. 

Se vores liste over ting, som katte ikke kan tåle her. 

Jule- og påskedekorationer 

Et juletræ er ret uimodståeligt for en kat. Den glimtende pynt, de dinglende julekugler og ikke mindst et flot træ at klatre, det hele er perfekt for en nysgerrig kat. Men kuglerne kan gå i stykker og din kat kan let skære sig på skårene. Opbevar derfor juletræet i et rum, der kan afskærmes eller hvis du har mulighed for det, så sæt et hegn eller gitter omkring træet. Hvis du forventer at din kat kan modstå at klatre i træet, er det nogle gange nok at nøjes med at dekorere træet på den øverste halvdel. 

Tændte stearinlys og katte er også en rigtig dårlig kombination - sørg for at stearinlys er uden for rækkevidde så din kat ikke brænder halen af. 

Åbne altaner og vinduer 

Hvis du bor i et højhus, er der risiko for at din kat kan falde ned, hvis du lader et vindue eller en altandør stå åben – og katte lander altså ikke altid på fødderne. Sørg for at sikre vinduer og døre, for eksempel ved at installere et sikkerhedsnet. Du kan også flytte møblerne væk fra vinduer, så din kat ikke kan nå op til vindueskarmen.  

Disse forholdsregler er endnu vigtigere, hvis du har en killing. De fleste tilskadekomne katte er under ét år gamle, hvilket sandsynligvis har at gøre med deres manglende erfaring og deres mere legende og nysgerrige natur. 

Badeværelset 

Glem ikke at slå toiletbrættet ned! En killing der falder ned i toilettet, vil sandsynligvis ikke kunne komme op igen. 

Små rum 

Små mørke sprækker rundt omkring i dit hjem er præcis steder som en lille killing vil elske at udforske. En vaskemaskine eller tørretumbler der står åben, er spændende steder for en killing at klatre ind i og lege. Hvis der er fyldt med varmt, tørret tøj, kan det forveksles med en dejlig, hyggelig seng. Køleskabet er et andet sted, hvor en killing kan klatre ind, mens du lægger maden fra dig. Kig derfor altid en ekstra gang før du lukker det! 

Varme kogeplader 

En varm kogeplade er svær at få øje på for en nysgerrig kat. For at forhindre din kat i at brænde sine poter på en varm kogeplade, kan du placere en gryde fyldt med koldt vand på kogepladen mens den stadig er varm efter madlavningen. 

Ledninger 

Katte og killinger elsker ledninger. Ledninger er sjove at lege med da de bevæger sig ved berøring. Katte elsker også at tygge på ledninger, hvilket også kan udgøre en fare. Prøv at opbevare dine ledninger i en kabelkasse, under tæpper eller find andre måder at skjule dem for din kat.  

Små objekter 

Garn, nål og tråd samt ørepropper og hårelastikker er eksempler på små genstande, der kan ligge rundt omkring i huset, og som kan være farlige, hvis din killing finder dem og sluger dem.