Sådan børster du tænder på din kat

Hvordan børster jeg tænder på min kat?

Tandbørstning - er det ikke kun noget for os mennesker? Nej, faktisk ikke. Ved at hjælpe din kat med at børste tænder, kan du forbedre din kats tandhygiejne, og dermed forebygge sygdomme. Her er en guide til hvordan du gør.

Regelmæssig børstning af din firbenede vens tænder er en fantastisk måde, hvorpå du kan forebygge tandkødssygdomme og andre tandproblemer. Det er samtidig en effektiv måde at opretholde en god tandhygiejne på.  

Men da dette helt sikkert kan være en udfordring, har vi besluttet os for at give dig nogle nyttige tips med på vejen. Husk altid at gå langsomt frem i et roligt tempo og lad være med at bruge tvang, da det er meget vigtigt, at din kat ikke forbinder børstningen med noget dårligt. 

Hvornår skal jeg begynde at børste min kats tænder? 

Da katte ikke altid er så glade for berøring ved deres mund og tænder, kan det godt tage lidt tid at vænne din kat til det. Det er faktisk ikke så svært at forstå, da katte jo ikke fra naturens side er vant til at blive rodet rundt i munden.  

Derfor vil det være en rigtig god idé at starte træningen op så tidligt i kattens liv som muligt, helst når den er killing. Ved at gøre dette, vil katten vokse op og være vant til at blive håndteret af mennesker og samtidig lære, at det at blive rørt omkring mund og i mundhulen ikke er farligt. Tålmodighed er en dyd under sådan en proces. 

Vælg et godt tidspunkt, hvor din kat er rolig, og start med forsigtigt at røre ved munden. Hvis den er rolig og finder sig i at blive håndteret, skal du straks belønne den rundhåndet og kæle den. Gå langsomt videre til at tage blidt fat på læberne, og i sidste ende tandkødet og tænderne. Husk at det vil kræve flere forsøg, før din kat vil acceptere dette. 

Det skal du bruge til at børste din kats tænder 

Før du går i gang, er der nogle ting du bør anskaffe dig. Tandbørster til mennesker er ofte for store til din kats mund. Et bedre valg er fingertandbørster, som er lavet specielt til katte. Desuden skal du anvende en tandpasta til katte eller bare almindeligt friskt vand fra hanen.  

Tandpasta er ikke strengt nødvendigt, da det er den egentlige børstning der er vigtigst. Brug aldrig tandpasta til mennesker, da det kan være giftigt for din kat. En blød klud eller lignende kan også anvendes, så længe det ikke er noget der slider på din kats tænder.

Sådan børster du din kats tænder  

  1. Start i det helt små ved kun at bruge kluden. Når du mærker at din kat er blevet komfortabel med dette, kan du tilføje lidt tandpasta eller vand på kluden og lade din kat vænne sig til den nye lugt. Senere kan du også introducere fingertandbørsten.  
  2. Et godt tidspunkt at udføre den daglige tandbørstning rutine på, er når katten er afslappet og sulten. Vælg nogle rolige omgivelser, placer katten i skødet eller i en behagelig stol, og forhold dig rolig og positiv, men vær samtidig vedholdende. 
  3. Når du begynder at børste, skal du fokusere på din kats tandkødslinje og med blide, cirkulære bevægelser børster du overgangen mellem tandkød og tænder. Koncentrer dig om tændernes udvendige overflader og området under læberne. Du behøver ikke at fokusere på indersiden af tænderne. 

Husk at belønne under hele forløbet og vælg en belønning som din kat elsker. Det kan f.eks. være dens yndlingsgodbidder, men leg og nus er også en super belønning. Det er en proces, så gå hellere langsomt frem end for hurtigt. 

Hvor ofte skal jeg børste min kats tænder?  

Ideelt set en gang om dagen, men et par gange om ugen er også fint – få gange er bedre end overhovedet ikke. Husk altid at gøre det på samme tidspunkt hver dag. Katte elsker rutiner og de lærer hurtigt, at der sker noget på bestemte tidspunkter i løbet af dagen.

Korte børstninger er ofte tilstrækkeligt, da katte som sagt ikke har den bedste tålmodighed og igen skal vi ikke presse katten til noget. Sørg endelig for at huske belønningen! Hvis du får indført tandbørstningen på en god måde, vil din kat hurtigt lære, at det er en positiv oplevelse, og vil måske endda se frem til det. 

Ved at børste din kats tænder regelmæssigt, sikrer du din kat en optimal tandhygiejne og du reducerer samtidig risikoen for tandkødssygdomme og tandrelaterede problemer.