Indekat eller udekat

Indekat eller udekat?

Det kræver meget overvejelse at beslutte, om du vil holde din kat helt indendørs eller lade den tilbringe noget af tiden udenfor. For at gøre beslutningen lettere har vi samlet vores bedste tips.

Et af de store skridt på anskaffelse-af-kat-agendaen; Skal du lade katten bevæge sig frit rundt, eller går du efter en kat, som elsker at være hjemme og nusse med dig på sofaen?

Ideelt set burde alle katte, ifølge deres naturlige adfærd, kunne gå udenfor. Men hvis du bor i et meget trafikeret område, hvis din kat har særlige helbredsbehov, eller hvis nabolaget allerede har mange katte med veletablerede territorier, bør du overveje at lade katten leve fuldstændig indendørs. 

I denne artikel dykker vi ned i, hvordan du kan give både din indekat eller udekat de bedste forhold. 

Tips til indekatte 

Den sikreste løsning for din kat er et liv indenfor. Dermed eliminerer du risikoen for skader forårsaget af trafik samt andre dyr eller personer.  Men ved at begrænse deres leveområde, begrænser du også deres evne til at "opføre sig" som en kat.  

For at undgå kedsomhed, som ofte fører til uønsket adfærd, såsom kradsemærker på møbler og strinteri, har vi samlet vores bedste tips til, hvordan du skaber et stimulerende miljø for din kat.  

Hvis du adopterer en voksen kat, der har tilbragt en stor del af sit liv udenfor, bør du ikke forsøge at gøre den til en indekat.  

Skab jagtmuligheder 

Hold din kat aktiv med masser af forskelligt legetøj. Det kan være legetøj købt i butikker eller hjemmelavet, begge dele er lige fine. Katte har tendens til at kede sig hurtigt, så nøgleordet er rigeligt legetøj og at skifte det ud løbende.  

Prøv at skære huller i en papkasse og fylde den med godbidder eller lav en stanniolkugle. Efterlign kattens naturlige bytte med en fiskestang med nogle fjer bundet til en snor. Yngre katte vil gerne lege ti gange om dagen eller mere - men bare rolig, korte lege på bare et minut eller to er helt fint. Under jagt bruger katte også deres energi i korte udbrud.  

Gør måltidet interessant 

Skjul nogle godbidder eller stykker tørfoder rundt omkring i hjemmet, som din kat kan "jage" efter. Server hvert andet måltid i en aktivitetsbold eller en toiletpapirsrulle. På denne måde skaber du flere muligheder for at din kat kan gå på "måltidsjagt". 

Dyrk kattegræs 

Katte spiser græs for at hjælpe dem med at hoste hårbolde op. Kattegræs er heldigvis nemt at dyrke indendørs, det kan købes i din nærmeste dyrehandel eller havecenter. Hvis din kat ikke har adgang til kattegræs, kan den ende med at spise andre planter i hjemmet, som kan være giftige.        

Sørg for at din kat har skjulesteder 

Katte har brug for sikre steder i hjemmet, hvor de kan slappe af - det kan være noget så nemt som en papkasse lagt på siden eller et tæppe under din seng. De iglo-lignende kattesenge er ofte meget populære.  

Katte føler sig også sikrere, hvis de kan observere deres omgivelser fra en vis højde. Placer et tæppe ovenpå et skab eller en bogreol, og sæt en skammel ved siden af det, for at katten kan få adgang. Eller gå all-in og køb, eller byg selv, et kattetræ med forskellige niveauer. 

Tips til udekatte 

At lade din kat have adgang til udenfor har mange fordele, såsom social kontakt med andre katte, motion og nedbringelse af skadedyr (i tilfælde af at din kat er en god jæger). Men for at passe bedst muligt på din kat, mens den er alene, er der nogle forholdsregler du kan anvende.  

Lad katten komme ind om natten og på kolde dage 

De fleste af farerne opstår om natten – vilde dyr har tendens til at være mere aktive, og risikoen for at blive ramt af en bil stiger med faren for at blive blændet af forlygter.

Temperaturen falder om natten, og vinteren kan også være en risiko der skal tages højde for, afhængigt af temperaturen og kattens muligheder for at søge ly. Træn din kat i at komme, når du kalder på den, og sørg for at spisetid ligger før solen går ned. 

Få et halsbånd med en sikkerhedslås 

Hvis du vil have din kat til at bære et halsbånd, skal du sørge for, at det er et med en sikkerhedslås - på den måde risikerer du ikke at katten sidder fast eller bliver fanget i naturen. Få et halsbånd med reflekser og sørg for at dit navn og nummer tydeligt kan aflæses på halsbåndet. Pasformen skal være tæt, men du skal stadig kunne have to fingre under det.   

Sørg også for at din kat er blevet ID-mærket. I tilfælde af at din kat ender på et dyreinternat eller hos dyrlægen, så vil de kunne aflæse mærkningen og se din adresse. 

Få din kat neutraliseret 

Den gennemsnitlige levetid for en ikke-kastreret kat er kun et par år, da den har tendens til at vandre længere og deltage i flere kampe (hvilket kan føre til infektioner samt alvorlige skader). For hunkatte er risikoen for graviditeter og uønskede killinger den vigtigste faktor, hvis den ikke steriliseres.   

Hold dine naboer glade 

Se det i øjnene - alle kan ikke elske din kat lige så meget som du gør. For at holde naboerne glade, kan du udvælge et hjørne i din egen have til kattetoilet. Du kan eventuelt tilføje lidt kattegrus for at opfordre katten til at besørge netop her. Sørg for at området er beskyttet og helst tæt på huset, så katten føler sig tryg.