gør dit hjem kattevenligt kat som slapper af på sofa

Sådan gør du dit hjem kattevenligt

Vidste du at en stor del af din kats glæde og livskvalitet afhænger af dens nye hjem? Her er nogle ting du bør overveje, når du vil gøre hjemmet mere kattevenligt.

Lad os starte med at slå fast, at alle katte er territoriale dyr og derfor er omgivelserne ekstremt vigtige. I nogle tilfælde kan omgivelserne faktisk være vigtigere for katten end dig. Med den viden er det derfor vigtigt, at dit hjem er klargjort til at have en kat boende. Dette er vigtigt for alle katte, men især hvis du har en indekat er det værd at fokusere på. 

Tag hensyn til din kats behov 

Det er naturligt for os mennesker at have bestemte antagelser om, hvad der er vigtigt for en kat. Men katte er komplekse væsener med helt anderledes behov end os.  

At skabe et kattevenligt hjem handler derfor ikke kun om at sørge for mad, husly og omsorg. Det er mere kompliceret end som så. Du skal kende til og overveje kvaliteten, samt omfanget af alle din kats behov. Omgivelserne skal være både stimulerende og samtidig trygt og sikkert. 

Katte har brug for et hjem med forskellige højder for at kunne udforske og nyde omgivelserne bedst muligt. Et liv udelukkende på gulvniveau vil derfor ikke være helt tilfredsstillende for din kat.  

Andre faktorer der kan spille en rolle, er:

For en indekat gælder det om at skabe mulighed for at den kan udleve sin naturlige adfærd. Ved at gøre det reducerer du desuden risikoen for adfærdsproblemer forbundet med kedsomhed og manglende aktivitet. 

Hvad er et kattevenligt hjem?  

Når du er ved at indrette et hjem, der skal passe til både dig og din kat handler det om at skabe balance. Selvom katte er gode til at tilpasse sig de fleste miljøer, er det stadig vigtigt at der er noget tanke bag indretningen af hjemmet.  

Der skal være steder hvor katten kan sidde og have overblik over sine omgivelser, steder den kan sove og gemme sig, og mulighed for at forsvinde lidt væk fra mennesker, hvis katten har brug for det.  

Det er meget vigtigt at du har styr på, hvilke ting i dit hjem, der kan være til fare for din kat. Ting der kan være giftige for din kat:

Sørg for skille dig af med farlige genstande eller i det mindste gemme dem godt væk for din kat.  Læs mere om forgiftininger her.

Husk at katte er nysgerrige væsener, som vil benytte enhver lejlighed til at udforske og undersøge alt, der ser interessant eller anderledes ud. Det gør sig især gældende, når de er killinger. 

Vand- og foderskål til katten 

Mad og vand skal placeres et roligt sted og ikke for tæt på kattebakken. Vi vil nok heller ikke selv synes om at spise middag på badeværelset. Hold også foder- og vandskålen adskilt fra hinanden. 

Mange katte kan ikke lide plastik. Vælg derfor helst en skål lavet af glas, keramik eller rustfrit stål. Du kan eventuelt placere flere vandskåle forskellige steder i dit hjem.  

Hvis du har mere end en kat, skal de have en skål hver. En potte med kattegræs kan være en god idé, hvis man har en indekat, da græsset hjælper til at komme af med hårbolde fra mave-tarmsystemet. 

Hvilesteder og kattesenge 

Katte sover i temmelig lang tid i løbet af deres liv. Derfor er det vigtigt, at den har flere steder at vælge mellem, når den hviler sig. Det behøver ikke at være dyrt design, de fleste katte er meget tilfredse med et hyggeligt sted på din sofa, seng eller i en stol. Et dejligt tæppe eller noget sengetøj med en velkendt lugt af ejeren, giver en følelse af tryghed.  

Hvis du køber en katteseng, skal du placere den i nærheden af en varmekilde eller et område med sollys, hvis du har en korthåret kat, og på et køligere sted for langhårede katte. De fleste katte kan ikke lide at sove nede på gulvniveau og skal derfor have et sted at sove på et højere niveau. 

Det er også klogt at sørge for flere hvilesteder og gemmesteder, hvor katten kan føle sig camoufleret og gemt væk. Undgå at forstyrre din kat, når den gemmer sig og respekter når den har brug for at være alene. 

Da katte er gode til at klatre, kan du med fordel sørge for et hvileområde som ligger over gulvniveau. En trappe, et garderobeskab eller et kradsetræ med platforme er helt perfekt. Sidstnævnte vil også hjælpe til at katten ikke ødelægger møblerne. 

Gode råd til kattebakken 

Kattebakken skal være 1,5 gange din kats længde. Den skal have høje sider og fyldes med masser af kattegrus helst fem centimeter. En stor gennemsigtig plastbakke kan være et billigere alternativ end en almindelig kattebakke. Vælg et lugtfrit grus. Kattebakker med låg er ikke optimale, da det kan være en stressfaktor at skulle besørge et indelukket sted. 

Placeringen af kattebakken er også vigtig. Sæt den i et diskret hjørne væk fra vinduer og andre stressende områder og væk fra hvor den normalt fodres. Mindst én bakke per kat anbefales. Hold kattebakken ren, fjern efterladenskaber og urin dagligt og udskift gruset ugentligt. 

Stimulering og legetøj 

For at opretholde kattens naturlige jagtinstinkt er legetøj, spil og udfordringer vigtige, såvel som gavnlige for dens velbefindende. Ikke alt legetøj virker for alle katte, men det der ligner og bevæger sig som naturlige byttedyr, er som regel ret populære og hvis de kombineres med kattegræs, er de endnu mere attraktive.  

Noget så simpelt som et stykke papir på en snor kan være lige så sjovt som et stykke legetøj købt i en butik, så vær kreativ og giv ofte din kat nye udfordringer. 

Husk, at udskifte legetøjet fra tid til anden. Katte vil hurtigt kede sig, især hvis legetøjet blot efterlades på gulvet. Ved at holde legetøjet gemt væk i perioder, vil din kat finde dem mere tiltrækkende og spændende. Leg aldrig med elastikker eller lignende ting, som din kat kan sluge. 

Verden udenfor kattens hjem

Hvis du har en indekat, er det vigtigt at der er plads til den i vindueskarmen. Herfra kan den følge med i omgivelser omkring den og det dyreliv der måtte findes i dit område. Det er også vigtigt at lufte ud, så din kat får frisk luft. Sørg for at din kat ikke kan mase sig gennem sprækken i vinduet, især hvis du bor i lejlighed. 

Hvis du lukker din kat ud på altanen eller i din have, anbefales det at området er indhegnet. På den måde kan din kat nyde lidt tid udenfor, uden at du skal bekymre dig om at den løber væk, kommer til skade eller laver ulykker i nabolaget. 

Nogle katte kan lide at gå tur med sele og snor. I disse tilfælde er det vigtigt at du lader din kat bestemme tempoet og holder øje med om den bliver stresset af det.