Hvor meget må en hundehvalp motioneres?

Hvor meget motion har din hvalp brug for? Og hvor langt kan din hvalp egentlig holde til at gå? En hundehvalp har ikke behov for lange gåture. Din hvalp skal ud og opleve verdenen og få en masse positive oplevelser.

Din hundehvalp skal naturligvis på gåture, så den kan lære at besørge udenfor og den kan få nye, spændende indtryk. 

Både fysisk bevægelse og mental stimulering er afgørende for en hvalp, men der kan være for meget af begge dele. Hvalpen skal have lov til at bevæge sig udendørs hver dag for at udvikle sig ordentligt. Det betyder ikke, at du skal tage din hvalp med på en løbetur eller en cykeltur, men i stedet lade hvalpen udforske og undersøge i sit eget tempo. Gåturene skal være korte, og gerne på blødt og varieret underlag. 

Hvor langt må min hvalp gå?

Der er selvfølgelig individuelle forskelle fra hvalp til hvalp og fra race til race. Hvis din 9 uger gamle hundehvalp bruger 80% af tiden på gåtur på at snuse og kigge, så må gåturen godt være længere, mens hvis din hundehvalp drøner derudaf, så bør du holde turen under 15 minutter indtil hvalpen er 12 uger.  

Det som man bør undgå med hvalpe, er monoton gang. Det betyder den type gang vi ser på fortove, asfalt og lignende, hvor hunden har samme bevægelsesmønster eller gentager samme bevægelser. Dette er hårdt for hvalpens umodne krop og kan have betydning for udviklingen af led og sener. 

Tilpas de nye indtryk til netop din hvalps personlighed og behov 

Når din hvalp er rundet 12 uger kan du sætte turens længde en smule op. Grundlæggende er det ikke vigtigt at hundehvalpen går lange ture, men det er vigtigt at den får nye indtryk. Sørg derfor for at din hund får oplevet forskellige miljøer, nye underlag og dufte.  

Hvis din hundehvalp er utryg ved at gå tur i begyndelsen og ikke vil besørge på turen, så sørg for at gå den samme tur i nogle dage, så du begrænser hvor mange nye indtryk den får. Hundehvalpe er individuelle og hvor nogen vil kræve mange nye indtryk, skal man tage det roligt med andre.  

I skoven, på stranden og i kuperet terræn må din hundehvalp gerne gå længere ture. Faktisk forebygger fysisk aktivitet i kuperet terræn og på blødt underlag forskellige ledsygdomme og skader. Det er med til at opbygge muskulatur og det giver hvalpen bedre koordination og balance. 

Forstå din hvalps kropssprog og adfærd 

Hvalpe er som børn; de kan sjældent bestemme, hvornår det er nok. Hold øje med de små tegn på træthed, udmattelse og stress:  

  • At lægge sig ned midt i en gåtur 
  • Modvilje mod at gå 
  • Pludselige udbrud af bid, gøen og spring  

Disse tegn kan også dukke op efter du er hjemme – selv dagen efter aktiviteten. Lad dig ikke narre til at tro, at din hvalp ikke er træt, bare fordi den ikke ser ud til at være det. 

Er din hvalp blevet overstimuleret eller stresset? 

Stivhed, ømhed eller tøven ved overhovedet at gå en tur dagen efter en aktivitet bør tages alvorligt. Hvis din hvalp begynder at gemme sig, når du tager snoren frem, kan det være en modvilje mod selve snoren, men det kan også skyldes, at den husker, hvor skræmmende eller overvældende det var sidst. 

Husk, at tegn på stress – hvalpe får "the zoomies" (løber rundt uden formål), bider, gøer og hopper – også kan være et tegn på mental stress. Din hvalp kan blive overvældet af alle indtrykkene og alle de nye ting. For at hvalpen kan udvikle sig sundt, skal den socialiseres korrekt. 

Må min hvalp gå på trapper? 

Ligesom ved almindelig gang, så gælder det samme i forhold til trapper: det er ikke sundt med monotone bevægelser! Det betyder at din hvalp ikke skal gå mange gange op og ned ad trapper hver dag. Den kan klare en mindre trappe, når den kan gå fornuftigt på den, 1-2 gange om dagen. Hvis hvalpen begynder at løbe op og ned skal du stoppe den.  

Har du 1-2 trin ud i haven skal du ikke bekymre dig. Det er vigtigt at din hvalp ikke skrider på trappen. Har du en glat trappe bør du forhindre hvalpen i at tage trappen selv, eller lægge et skridsikkert underlag på trappetrinnene.  

Hvornår kan min hundehvalp gå lange ture?

Du kan gradvist øge længden på gåturene i takt med at din hundehvalp vokser. Vær i hele opvæksten opmærksom på, at hundehvalpen går på varieret underlag, gerne kuperet, og helst ikke for meget monoton gang. 

Når din hundehvalp er fuldt udvokset kan du gå så lange ture du ønsker med den, så længe konditionen er god. Kondition bygges langsomt op over tid, ligesom ved mennesker. En hund er fuldt udvoket ved omkring 12 måneder for mindre hunde og 18-24 måneder for store hunde.

Variation er vigtigt uanset din hunds alder 

Store racer er længere tid om at udvikle sig fysisk og bør ikke udføre mere udfordrende fysisk aktivitet, før de er fuldt udvoksede. Spørg din dyrlæge om din hunds race og udvikling, hvis du er usikker.

Du kan – og bør – tage alle hunde – unge som gamle – med på gåture hver dag. Lad dem løbe løs, hvor det er sikkert, eller med en lang line, bevæg dig væk fra stien og ud på ujævnt underlag, svøm i havet, hop op på ting som væltede træstammer og kampesten, ræk ind under grene og hop over grøfter. 

Lad din hvalp såvel som din unghund, voksne eller ældre hund bruge sin næse hver dag. Dette kan gøres via søgelege ved hjælp af din hunds mad. Spred hundens foder eller godbidder ud på en græsplæne eller i skoven og lad ham fouragere.  

Brug tomme små papkasser og gem maden i dem, lad hunden splitte dem ad for at komme ind til det (sørg for at hunden ikke spiser pappet). Der er tonsvis af ting at lave hver dag, der er langt sjovere end bare at spise foder fra en skål. 
 
Prøv at variere, hvad du gør med din hvalp for at sikre, at den får de mest alsidige mentale og fysiske aktiviteter. 

Kontakt en dyrlæge

Det kan eksempelvis være, hvis symptomerne eller anbefalingerne passer til dit dyr.
Luk

Fejl

Der er opstået en fejl. Denne side svarer ikke længere, prøv venligst at opdatere siden.