Min kat har en knude – skal jeg være bekymret?

Det er naturligt at blive bekymret, når du opdager en knude på din kat. Selvom langt de fleste knuder er godartede, er det vigtigt at få knuden undersøgt hurtigst muligt. Dermed kan du slippe bekymringen og samtidig sikre, at din kat får den rigtige behandling. Læs mere om katte og knuder nedenfor.

Der kan være flere årsager til, at der opstår en knude på din kat. Det kan blandt andet være: 

Hos katte er mælkekirtelkræft særligt vigtigt at holde øje med. Opdages der en knude i kattens mælkekirtler, er der 80% risiko for at den er ondartede (ved hunde er det kun 50%). Her er det essentielt, at man handler hurtigt og kontakter sin dyrlæge, så snart man opdager knuden. 

Hvordan diagnosticeres knuden på katten? 

Vi anbefaler altid at du kontakter din dyrlæge, hvis du opdager en knude på din kat. De fleste knuder er godartede, men ved at få knuden undersøgt, giver du din kat den bedste omsorg og giver dyrlægen mulighed for at handle forebyggende. 

Undersøgelse af knuden 

Dyrlægen undersøger knuden ved at tage en celleprøve, også kaldet en nåleprøve, som foretages uden bedøvelse, og er derfor et meget lille og hurtigt indgreb. Celleprøven analyseres herefter på dyrehospitalet eller sendes til et laboratorium. 

Du får svar på prøven efter 1-5 dage. 

Behandling af knuder 

Behandling af knuder varierer fra knude til knude. De fleste knuder vil blive behandlet kirurgisk, hvor knuden fjernes fra huden. Ved en godartede knude fjernes et mindre område omkring knuden, hvorimod der ved en ondartede knude fjernes et større område, både på hudoverfladen og i vævet. På den måde sikres det at hele knuden bliver fjernet.  

I nogle tilfælde af ondartede knuder, vil behandlingen være en kombination af kirurgi og kemoterapi. Kemoterapien gives i meget små doser og har det formål at få knuden til at skrumpe inden den fjernes kirurgisk. Således kan man nøjes med at fjerne et mindre område.  

Ved mælkekirtelkræft kræver det en lidt mere omfattende operation, da det anbefales at alle mælkekirtler i samme mælkeliste fjernes. Katten kommer sig dog hurtigt efterfølgende og chancerne for en lang sygdomsfri periode er stor.  

Forebyggende behandling af knuder på din kat 

Ligesom hos mennesker, så er forebyggelse essentielt, når det kommer til at opdage sygdomme i tide. Forebyggelse, når det kommer til knuder i huden på din kat, handler især om regelmæssige tjek af din kat. Opdager du noget unormalt ved disse tjek, så skal du kontakte din dyrlæge. 

Hvordan tjekker jeg min kat for knuder? 

Jo hurtigere du opdager en knude på din kat, jo bedre mulighed for behandling er der. Derfor er det vigtigt, at du som dyreejer jævnligt tjekker din kat for knuder. Vi anbefaler at du gør det minimum en gang om måneden. 

Sådan tjekker du din kat for knuder: 

  1. Start med hovedet og kig også ind i munden. Tag herefter en side af kroppen ad gangen og glem ikke ben, poter, mave og hale. Hele kroppen skal undersøges! 
  2.  Brug begge hænder til at undersøge. Mærk efter både på hudoverfladen, men også hvordan det føles under huden. Hvis du finder noget, så prøv at sammenligne med den anden side. Du skal ikke være for forsigtig, brug et fast tryk.  
  3. En knude kan føles meget forskelligt. Den kan være hård eller blød, afgrænset eller mere spredt, den kan også sidde løst eller fast. Nogle er synlige, stikker ud eller kan være hårløse.  

Husk, ikke alle knuder er farlige og tumorer behøver ikke være ondartede. Knuder kan også forekomme efter insektbid eller anden skade.  

Føler du dig utryg? Det skal du ikke være. Kontakt dit lokale AniCura Dyrehospital, så står vi klar med hjælp og rådgivning.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.