Hvalpens udvikling uge 0-8

Hvalpens udvikling uge 0-8

De første 8 uger af hvalpens liv udvikler hvalpen sig fra et lille hjælpeløst væsen, til et selvstændigt individ, der er klar til at flytte ind i sin nye familie. Det er en utroligt vigtig tid, hvor prægning og hvalpemors påvirkning spiller en rolle for resten af hvalpens liv.

0-2 uger

I de første uger af hvalpens liv, kan hvalpen hverken se eller høre. De lever igennem deres føle-, lugte- og smagssans. Hvalpen er til gengæld yderst modtagelig for berøring og det er vigtigt i denne periode, at hvalpene håndteres af opdrætter, uden at stresse tæven. Neurologisk stimulering dagligt fra dag 3-16 kan være en forde for hvalpen senere i livet. Omkring dag 14 begynder hvalpene at åbne øjnene. Hvalpene kan i denne periode skubbe sig rundt i cirkler, men ikke gå eller stå. De lugter sig frem til tævens patter og kan ikke selv komme af med afføring. Tæven stimulerer hvalpene til at have afføring ved at slikke dem.

2-4 uger

Nu åbner hvalpens ører sig, og man kan se at de reagerer på lyd. I denne periode reagerer hvalpene pr. refleks på lyd, men de kan endnu ikke blive skræmte over lyde. Det er derfor en god periode at træne lydtræning på. Eksempelvis ved at lade en grydeske falde på gulvet mens de spiser. Træn lydtræning maks 1-2 gange dagligt i perioden. Hvalpene begynder at være mere udadrettede og opsøge menneskekontakt. Det er i denne periode, at de skal knytte sig til mennesker og præges på mennesker. Det er derfor utrolig vigtigt at de får tilstrækkelig daglig menneskekontakt og håndtering. I denne fase begynder de også at forlade reden for at besørge og de første skridt i renlighedstræningen er taget. I denne periode har hvalpene stadig behov for meget søvn, og de er sjældent vågne lang tid ad gangen. Omkring 3.-4. uge kan man begynde at introducere fast føde for dem. Det kan evt. være opblødt, blendet hvalpefoder.

4-6 uger

Hvalpene begynder at vise jagtinstinkt og interessere sig for ting i bevægelse. Deres lugtesans udvikles og de begynder at gå på opdagelse både indenfor og udenfor. Hvalpene leger mere og mere sammen og med tæven, og igennem leg lærer de blandt andet bidehæmning. Det kan lyde voldsomt, når de leger, men det er deres måde at lære at undgå konflikter på senere i livet. Prægning på mennesker er utrolig vigtigt i denne periode, og manglende prægning kan betyde at hvalpen vil være sky overfor mennesker resten af dens liv. Omkring uge 5-6 begynder hvalpene at vise forskellige personligheder. Sørg for at hvalpene får nye oplevelser og stimuli hver dag og at de har rigeligt med legetøj og udfordrende balanceredskaber i hvalpegården.

6-8 uger

Nu leger hundehvalpene rigtigt og der er liv og glade dage i hvalpegården. Det er nu du virkelig kan begynde træningen og renlighedstræningen. Hundehvalpene skal lære at tage mad fra opdrætter og du kan træne indkald. Lav den samme lyd hver gang du kommer med mad til dem, så vil de lynhurtigt lære at komme når du kalder. I denne periode er det helt normalt at moren bliver træt af dem, så sørg altid for at hun kan komme væk, når hun får nok. Giv hende et sted, hun kan gå hen, hvor hvalpene ikke kan følge med. Den daglige menneskelige kontakt er stadig vigtig og det er en god periode at introducere bilkørsel, bymiljø og andre nye oplevelser.